mandag den 13. december 2021

Servicehunden, Loven og Samfundet - Del 5

 


Reverend Arthur Belling in An Appeal for Sanity...


Del 5

Alt imens jeg forsøgte at tage mig sammen til at skrive endnu en del af den dræbende saga om den selvanskaffede servicehund, blev jeg slået i gulvet af noget, der mindede om en blanding af en depression, akut plejehjemskrævende alderdom og influenza. I halvanden uge lå jeg i henholdsvis min seng og på sofaen og betragtede tingene ramle sammen omkring mig, alt imens jeg kunne mønstre absolut ingen energi til at gribe noget af det. 

Nu er jeg imidlertid kommet så langt igennem den del af det, der mindede om alderdom og influenza, at jeg har rejst mig fra min pøl af urimelig selvmedlidenhed og er foret på tasterne igen. Jeg havde håbet at denne 5. del af den groteske saga, ville blive den sidste, men det er der ikke meget, der tyder på.
Så nu har jeg besluttet at lade den glide lidt i baggrunden og smide dens fortsættelser ind hist og pist på bloggen med et eventuelt genbrug af Fyrst Walter og 
Reverend Arthur Belling øverst til at understøtte min mening om hele denne sag. Dette blandt andet, fordi det er begrænset, hvor mange billeder, der overhovedet findes af disse fine herrer, hvis tid på jord var fokuseret og spot on, men kort.
 

Jeg var sådan set fuldt funktionsdygtig og kampgejstlig et langt stykke hen mod december. Psykologen fra Langagerskolen leverede en førsteklasses udtalelse om, hvorfor min søn har brug for sin servicehund. Hun beskrev, hvordan han havde udviklet sig igennem arbejdet med hunden og hvordan de fra sundhedsfaglig og skolefaglig vinkel alle ønskede, at min søn fik lov at beholde sin hund, så vi kan fortsætte den gode udvikling, han er i sammen med den. 

Jeg regnede med, at det ville gøre udslaget. Ikke mindst, som Alberts gode lærer fra Langagerskolen gjorde mig opmærksom på, fordi psykologen jo faktisk er direkte ansat hos Kommunen. Så psykologens udtalelse er i praktisk forstand Den Hellige Gral, som inspektøren har bedt om: Kommunens blåstempling. 
 

Jeg regnede med, at disputten var slut. Psykologens udtalelse, hundetrænerens attest sammen med advokatens følgebrev, hvor hun afsluttede med at skrive: “Vi formoder, at I er enige i, at Birgittes søn kan beholde servicehunden. Såfremt I har eventuelle bemærkninger til ovenstående, hører vi gerne fra jer.” var jeg faktisk sikker på ville gå rent hjem og at vi snarest efter afsendelse, ville modtage en glad og officiel tilladelse til at holde servicehund fra den gode inspektør. 

Men sådan skulle det ikke gå. 

3. december modtog vi i stedet følgende gådefulde svar: 
 

Svar på tilsendt materiale om servicehund 
 

(Boligforeningen) har nu gennemgået det tilsendte materiale, herunder 

  • Udtagelse udformet af Aut. Cand. Psych, XXX 

  • Træningsattest servicehund v/XXX 


Boligorganisationen har subjektivt forholdt os til teksten i Serviceloven § 112 stk. 1, 

Kommunalbestyrelsen skal yde støtte til hjælpemidler til personer med varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet 


  • - I væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne. 

  • - I væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller 

  • - Er nødvendig for, at de pågældende kan udøve et erhverv. 


Tilsvarende andre boligorganisationer savner vi retspraksis på området vedrørende servicehund. 

Dette kan bla. Læses i artiklen: 


Her udtaler KAB blandt andet følgende: 


“-En servicehund er i lovgivningen defineret som en hund, der er specielt trænet til at udføre flere nytteopgaver for borgeren. En servicehund er derfor en hund, der har gennemgået intens og længerevarende specialiseret træning. Borgeren får typisk bevilliget en servicehund gennem kommunen.” 

-En tilladelse til servicehund i afdelinger, hvor beboerne har besluttet, at det ikke skal være tilladt at holde hund, kan derfor kun gives i helt særlige tilfælde, hvor der er dokumentation for, at hunden er trænet til at udføre særlige nyttefunktioner for den enkelte beboer, samt at beboeren har et konkret og dokumenteret behov herfor.” 

Endvidere fremgår det at thevoiceofpets hjemmeside blandt andet følgende: 

“Være over 18 år. Vi certificerer ikke hunde til personer under 18 år, men vi hjælper dig gerne med at finde en hund, der matcher dig. I er velkomne til at benytte vores trænernetværk, men hunden kan ikke blive certificeret og derfor heller ikke bære servicehunde-vesten.” 

 

(Boligforeningen) er iflg. Tidligere fremsendt materiale bekendt med, at sagsbehandlingen ved Århus Kommune kan være langvarig, og i nogle tilfælde helt op til 3 år. 

Men, dersom DANSKE LEJERE kan tilvejebringe en udtalelse fra kommunen/sagsbehandleren der understøtter behovet og kommunens vurdering af en kommunal godkendelse, vil (Boligforeningen) efterleve denne og eventuelt udstede den nødvendige dispensation / accept til husdyrhold i det pågældende lejemål. 

Endvidere fremgår det ikke af www.mbvhunde.dk, at (hundetræneren) har kompetence til at kunne træne en servicehund.
 

Lejeren bedes venligst sørge for, at dette er tilsendt (Boligforeningen) inden 14 dage fra dags dato. 

 

Cursoren har nu blinket længe efter gensyn og copy/paste af ovenstående, imens jeg har følt mig sådan næsten lige så fuld af afmagt, som jeg gjorde første gang, jeg læste det. Hvad skal man sige til sådan en omgang? Til advokaten skrev jeg blandt andet sådan her: 

“Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor vi skal blive ved at forsøge at få kommunen til at "godkende" vores ret til at holde servicehund, når de ikke er lovgivende myndighed og det ikke er deres pligt eller område at "give os lov" til at holde servicehund.
Det var jo just også for at undgå deres meget lange og omstændelige sagsbehandling, at jeg i første omgang skaffede hunden selv.

Den sagsbehandler på handicapcentret, der først havde sagt, at han gerne ville hjælpe med at tale med boligforeningen, men senere fik at vide, at det ikke var hans område og fortalte mig, at jeg i stedet skulle henvende mig hos Sundhed og Omsorg, forstod heller ikke, hvorfor boligforeningen havde behov for deres "tilladelse." Men måske skal vi prøve at henvende os direkte til ham igen, for han er i hvert fald den eneste, jeg har talt med ved kommunens administration, som lød som om, han gerne ville hjælpe?
 

Jeg har også tænkt over, om jeg mon skal kontakte politiet og spørge, om de kan udstede tilladelse til servicehundehold i stedet. Nogle må da have muligheden.  

Det sidste, jeg lige vil nævne, at jeg studser over og bliver træt helt ind i sjælen over er, at han bruger citater fra artikler udtalt af hhv. borgere og ansatte hos 'Voice of Pets', som ganske rigtigt er en servicehunde trænings forening, men som ikke forholder sig til lovgivningen, som er, at der ikke findes krav om certificering af og ej heller til træningen af servicehunde i Danmark. Jeg har sendt ham udtalelse fra Astrid Kragh og jurister på området, som han ikke forholder sig til og hans modsvar er en sladderartikel fra et beboerblad. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med det.” 

Til det svarede hun: 

Hej Birgitte 

Du kan desværre ikke tolke tingene på den måde, du gør herunder. 

En servicehund skal betragtes som et hjælpemiddel (ellers er det bare en almindelig hund). Hvis man får afslag til at blive godkendt til at have en servicehund, så vil boligforeningen jo netop ikke skulle acceptere at I har hunden. 


Derfor er kommunen vigtig i denne sag – ikke fordi de har noget med jeres lejemål at gøre, men fordi det er dem, der kan godkende ”hjælpemidlet”. 


Lige nu handler det meget om, at det kan dokumenteres at der er søgt om et hjælpemiddel. Det er klart, at behandlingstiden på en servicehund er forskellige fra fx en ansøgning om rollator. 


Boligforeningen har en afdeling, hvor der ikke er husdyr tilladt. Hvis de skal godkende jeres hund, så er de derfor nød til at være helt sikre på, at der er tale om et godkendt hjælpemiddel og ikke blot en almindelig hund.

 

Er de ikke påpasselige, så risikerer de at de øvrige lejere også anskaffer sig en hund – hvilket jo strider mod deres regler. Man kan som lejer ikke selv bestemme, at man har brug for en servicehund. Det ville man kunne, hvis der ikke var forbud mod husdyr i afdelingen, da det jo i en sådan situation ikke ville betyde om der var behov for en hund eller en servicehund – var hunde tilladt, var alle hunde tilladt. 


Lige nu handler det om, at den kvittering bliver sendt til Boligforeningen. Det skal jeg nok få gjort. 


Udfordringen i jeres tilfælde er, at såfremt Boligforeningen ikke anerkender hunden som en servicehund, så kan de vælge at opsige/ophæve lejemålet. Sker det, så skal sagen afgøres i retten. For at undgå et sådant forløb, så er det være anbefaling, at vi p.t. samarbejder med boligforeningen om at få de nødvendige ting fremsendt til dem.” 
 

Og så blev jeg rigtigt træt. Nu begyndte sørme advokaten også at tro, at et hjælpemiddel først er lovligt, hvis KOMMUNEN har godkendt og udleveret det. For fucks sake... Her prøver man – blandt andet. Bevares – at spare tid og samtidigt spare statskassen for nogle kroner. Vil det mon også sige, at man ikke vil godkende en kørestol og et benløst menneskes behov for en rampe til den ved sin bolig, med mindre bemeldte kørestol er tildelt af kommunen? Næppe. Så hvad handler det her om? Manglende forståelse for autisme som et handicap. 


Nå. Men jeg svarede: 


“Det er jo netop hele humlen i denne sag. Som kommunen også selv siger, så nej, det er ikke dem, der bestemmer, om en handicappet har ret til et hjælpemiddel - deres ansvar er økonomisk. Min søn har ret til sit hjælpemiddel qua sit handicap og det uanset, om kommunen vil dække behovet økonomisk eller ej. 

 

Det, som både du og boligforeningen siger, om at 'så kan alle jo bare skaffe sig en hvilken som helst hund' er jo ikke rigtigt. Enhver handicappet, hvis liv og funktionsevne kan bedres af en trænet hund, har ret til at skaffe sig en servicehund. Det siger loven og så burde den ikke være længere. Men det er den åbenbart i praksis. 


Jeg skrev til dig om at tage kontakt til XXX(sagsbehandleren i handicapcentret) og/eller politiet - hvad er dine tanker om det? Jeg tror ikke på, at den kvittering for, at jeg har ansøgt om hjælpemidlet, kan flytte noget som helst. Enhver kan jo ansøge. Det er vel kun godkendelsen, der kan bruges i dette tilfælde. Og i så fald vil godkendelsen gælde en anden hund, som min søn vil kunne få om x antal år. 
 
Jeg vil mene, at der er brug for, at "kommunen" fortæller, at de ikke har bemyndigelse til at beslutte om en handicappet har ret til at holde servicehund eller ej og at det udelukkende handler om, hvorvidt de indvilger i at betale for den - og det SKAL de selvfølgelig, hvis de indrømmer, at den handicappede har brug for den. Det, vil jeg tro, er grunden til, at XXX i første omgang fik at vide, at han ikke måtte hjælpe og udtale sig. 


Jeg har nu tænkt mig at skrive til XXX igen og derefter muligvis til bestyrelsen i Boligafdelingen her. Måske kan de helt lavpraktisk stemme om, hvorvidt vi skal blive ved med at slås om det her eller de kan komme til den menneskelige konklusion, at det er ok, at lade det handicappede barn beholde sin servicehund.” 


Hun svarede: 
 

“Jeg vender tilbage med svar på andre ting senere på ugen. Politiet skal dog ikke involveres. 

 

Jeg forstår godt, hvad du siger - men det er desværre ikke sådan udfordringen er her.  

Udfordringen er - rent lejeretligt - at det ikke er tilladt at have hund. Hvis du skal have en særskilt tilladelse til at have en hund, så skal man meget tydeligt fremvise dokumentation for: 

 

- at det er en specialtrænet hund  

- at hunden er en nødvendighed /hjælpemiddel  

- at din søn kan blive tildelt et sådant hjælpemiddel, hvis han/du søgte det (det skal være nødvendigt).  


Jeg hører hvad du siger - men jeg skal kigge på tingene med lejeretligt aspekt. Jeg er med på, at I gerne må anskaffe jer en servicehund. Udfordringen er alene at der skal være tilladelse til hunden. Det er der pt ikke givet.  


Lige nu kan vi ikke anbefale dig at kontakte hverken myndigheder, afdelingsbestyrelse mv.  

Jeg skal have lejlighed for at vende tingene med mine kollegaer på vores ugentlige møde, før jeg besvarer boligforeningens” 

 
Under let utilfreds, men samtykkende grynten skrev jeg indvilgende tilbage, at jeg ville afvente at høre fra hende igen, før jeg foretog mig yderligere. Jeg hørte imidlertid ikke fra hende igen i den uge og sidder nu efter gennemlæsning af de sidste ugers ærgerlige korrespondance og overvejer alvorligt at give op. Ikke, fordi jeg ikke har ret! Jeg gider simpelthen bare ikke det her mere. Det føles decideret usundt at bruge så meget tid på noget så tungt og dumt og negativt. Jeg kan mærke, hvordan vitaminerne fosser ud af min krop, hver gang jeg tænker på at argumentere mere logik for denne særlige form for paragrafryttere:  


Formen som ikke forstår de paragraffer, de refererer til og som plukker tilfældige kommentarer ud af deres sammenhæng og hækler dem sammen til en ny struktur og kalder det Lov. Formen som u-kildekritisk leder efter en hvilken som helst kommentar om servicehundehold og refererer til det som Lov. Typen, som kalder ministerens ord for 'brevkassesvar' og siden selv tager tre forskellige reelle brevkassesvar, taper dem sammen og kalder dem Lov, som han må forholde sig til.  


Jeg tror nu, at jeg kan kalde det, jeg lå på sofaen i et par uger med, for konsekvensen af det, der skete, da jeg havde skrevet mit sidste svar til advokaten: Min hjerne eksploderede. Eksploderede, gik i stykker og efterlod mig med så forfinet en form for afmagt, at selv min fysik måtte give op. 

 

Jeg spekulerer over, om det er min autisme kontra advokat og inspektørs formodede neurotypiske hjernegeografi, der spiller ind her. Er det en mangel på forståelse af hinandens kommunikation, der gør, at de ikke forstår det, som jeg skriver til dem og jeg ikke forstår deres konklusioner? For det må jo konstateres, at min advokat åbenbart godt forstår inspektørens bevæggrund. Eller i det mindste til fulde respekterer den og deri må vel også ligge en vis grad af forståelse. Jeg oplever i hvert fald, at vi snakker forbi hinanden på den der underlige måde, som jeg flere gange har oplevet at gøre med neurotypikere, som jeg aldrig har oplevet med andre autister.  


Min med-autonome autist Line og jeg har i et godt stykke tid debatteret og undersøgt fænomenet “det dobbelte empati problem" * og barsler med en indlægsserie herom og jeg mistænker, at vi her er ude i noget tilsvarende.
Det handler ikke nødvendigvis om, at vi autister udtrykker os på en ‘generelt uforståelig måde,’ det handler derimod om, at vi udtrykker os på en måde, som den 
neurotypiskt udviklede hjerne kan have svær ved at forstå. Og vice versa. Mere om det i et snarligt bragt blogindlæg, som jeg glæder mig til at skrive, især for at beskæftige mig med noget reelt konstruktivt og glemme det her tovtrækkeri. Men den tid den glæde, nu først den pinefulde dissektion af min Nemesis Inspektørens sidste mail.

Han starter sit brev med at deklamere, at de i boligorganisationen har “forholdt sig subjektivt til teksten i serviceloven – ja det skal jeg da ellers love for. Helt subjektivt og uden fornuftig skelen til forhåndenværende sag.
Så remser han op, hvilke pligter kommunen har til at hjælpe handicappede borgere med at få en servicehund – hvilket jo er godt, ret og rimeligt, havde dette været en sag, hvor vi ville have en servicehund af kommunen og han en advokat, der forsøgte at hjælpe os dermed. Derimod har den tekst ingen relevans i forbindelse med, at vi allerede har en servicehund og at han bare skal konstatere, at min søn er handicappet, har brug for og nytte af sin servicehund og at denne er specialtrænet til det formål.
 

Herefter er det så, at han går i gang med at citere fra en artikel i et beboerblad om en lignende sag. Bl.a. fremhæver han, at boligforeningen KAB også ved, hvad en servicehund er og at man ofte får sådan en leveret af kommunen... 
Dernæst fortsætter han med at citere, at KAB - ligesom jeg har sagt hele tiden - også er klar over, at en servicehund skal være specialtrænet. Jeg undres over, hvor han vil hen med disse citater, som må forventes at være tiltænkt at skulle oplyse, forklare og påvise, hvorfor han stadig ikke vil godkende vores ret til at holde servicehund. 

Slutteligt binder han en sløjfe med det mest besynderlige, da han nu går over til at citere fra servicehunde-trænings-firmaet Voice Of Pets, der forklarer, at DE certificerer DERES servicehunde og at de ikke træner hunde til børn under 18 år.  

 
Her vil jeg bare sige: Hvordan i himlens navn har det nogen relevans? 


Jeg har jo forklaret og bevist for både advokat og inspektør utallige gange, at der IKKE findes et krav om certificering af servicehunde i Danmark. At man kan få trænet sin servicehund lige, hvordan (fanden) man ønsker det. Om jeg så fik en skorstensfejer til det, er jeg i min fulde ret, så længe hunden beviseligt kan opfylde det behov, den er trænet til. Den behøver ikke optræde i vest fra Voice Of Pets eller en af de andre firmaer/foreninger, der har skabt sig en levevej som servicehundetrænere for at kunne de ting, den skal: Støtte og passe på min søn og hjælpe ham i hverdagen til mindre angst. Hvor mange gange skal jeg sige og dokumentere det? For helvede da... 


Han slutter af med endnu engang at udbede sig Kommunens velsignelse af vores servicehund og lover at give tilladelse, hvis vi kan skaffe den. (Inspektør = Trold fra et eventyr, der stiller umulige opgaver til hovedperson. Hvis du inden 14 solnedgange kan skaffe mig sovs kogt på pensioneret grif, snogeånde ristet over sagte ild og en lille fjert fra en 57-årig russisk revisor, skal jeg lade dig slippe igennem.) 


Og SÅ twister han den lige en gang mere ved at tilføje besynderlig kritik af vores hundetræner. “Der står ikke nogen steder, at han har kompetence til at træne servicehunde.”  

Nej. Og ved du hvorfor? Fordi det ikke er en kompetence man kan erhverve sig på anden vis, end ved at uddanne sig til hundetræner og træne hunde - og hov – det har han gjort og det gør han. Det ville svare til at kritisere en biologs ret til at artsbestemme en mælkebøtte, fordi der intetsteds på hans CV står, at han har lige nøjagtigt den kompetence.


Så. Hvad. Er. Problemet?? 


Anyways. Jeg har overvejet at flytte. Og jeg har overvejet at sælge vores hund. Et faktum er, at det er uhensigtsmæssigt dræbende hele tiden at skulle forholde sig til alt det her pjat og det tager energien fra de vigtige ting: Min søn, min datter, almen livsglæde og mit arbejde.
Jeg har imidlertid også overvejet at finde en brændende ildsjæl af en advokat, der har lyst til at tage kampen op i boligretten, for at dømme efter det sidste brev fra Inspektøren lader det ikke til, at han har tænkt sig at være laissez-faire med den manglende retspraksis på området.
 

Jeg tror, jeg vil give det med advokaten en chance... I første omgang. Bare fordi jeg nægter at acceptere, at vores samfund er så rigidt og tåbeligt indrettet. Og fordi det er en principsag. Når autisme er anerkendt som et handicap og angst gør min søn så handicappet, at han ikke kan gå ud af huset uden mig eller sin far, så har han ret til at have det af staten godkendte hjælpemiddel, der gør livet lettere for ham og alle os andre uden at man skal bøvle med boligforeninger og andet skrankevæsen i den anledning.  

(Ak ja. Fortsættes. Men nu agter jeg at forholde mig til andre ting blog-wise i mellemtiden...) 

 

 


Uskrevne sociale regler til debat - om mobning og berøringsangst

  Kultursammenstød galore. I gængse beskrivelser af autismens ulemper, støder man ofte på denne: Manglende forståelse for sociale regler og ...