Man må ikke reducere autismen til diagnosen

Foto: Line og Ronaldo fra forestillingen Autonome Autister

Af Line Rostrup Henningsen 

Kære fagfolk – alle jer, der skriver bøger om autisme til glæde for autister og pårørende, som gerne vil blive klogere.

Jeg fik lige en tanke... For mig er det helt ligegyldigt, om man siger, at jeg er autist eller at jeg har autisme.

Men jeg ved, at valget af formulering betyder meget for mange autister og de fleste, lidt over halvdelen, vil gerne have, at man siger at de "er autister." Det er også det udtryk jeg bruger, når jeg omtaler mig selv.

Mange fagfolk vælger at bruge formuleringen "med autisme" eller "har autisme". Det gør de, fordi de ikke ønsker at reducere mennesker til deres diagnose.

Jeg vil heller ikke reduceres til min diagnose. Man får jo kun en diagnose, hvis der er noget, der ikke fungerer - ellers får man ikke en diagnose.

Diagnoser lægger kun vægt på det problematiske. Det ligger jo i selve diagnosens funktion, at den er til for at konkretisere et problem, så syge eller handicappede mennesker kan få den mest effektive behandling eller støtte. Så diagnosekriterierne fokuserer kun på udfordringerne. Jeg vil ikke reduceres til min diagnose eller til mine udfordringer.

Til gengæld vil jeg gerne betegnes som autist. Det oplever jeg ikke som reducerende. For hvad er begrebet autisme? Det er en klassificering af, hvordan min hjerne fungerer. Jeg har en autistisk hjerne – et styresystem, der former den måde jeg føler, tænker, sanser og udtrykker mig på. Den former hele mig på godt og ondt. Jeg synes ikke, at det er reducerende at sige, at jeg er søster, mor, kvinde, dansker eller autist. Det er bare beskrivende. Det bliver kun reducerende, hvis man tillægger prædikatet et reducerende indhold.

Jeg er autist og det betyder selvfølgelig, at jeg, ligesom alle andre mennesker, er meget mere end mine udfordringer.

Mange fagfolk opfordrer til, at man skelner mellem, hvad der er barnet og hvad der er autismen. Den skelnen er for mig absurd. Det giver simpelthen ikke mening og det ved jeg, at rigtig mange af mine medautister er enige i. Man kan ikke skelne mellem mig og min autisme. Den er ikke som et brækket ben, som jo bare er en lille del af mig – benet er i stykker, men resten er fint nok. Autismen gennemsyrer hele mig og er en definerende del af, hvem jeg er. 

Det er der ikke noget galt i. Jeg er stolt af min autisme. På trods af alle de udfordringer, det giver mig, så er jeg glad for at være autist – det giver mig også så meget godt. Jeg er grundlæggende glad for at være mig. Fagfolk har en tendens til at se og italesætte autisme ud fra en fejlfindingsmodel, mens vi, der oplever autismen indefra, ser autismen mere holistisk, på godt og ondt en integreret del af, hvem vi er.

Man kan godt være autist og fungere så godt, at der ikke er behov for at stille en diagnose. Faktisk har autister både med og uden diagnoser gennem historien bidraget med samfundsmæssige landvindinger. Det er autister eller mennesker, der sandsynligvis har ligget tæt på autismespektret, der har givet os ting som computeren, relativitetsteorien, Teslaen, Apple og Microsoft.  

Vi har bidraget med rigtig meget og det vil vi sikkert også gøre i fremtiden.

Man må ikke reducere autismen til udfordringerne.