Ovenover ses et billede fra en scene, hvor vi behandler skole/hjem-samarbejdet med henblik på at skabe bedre forståelse for hinanden - lærere og forældre imellem. Der er brug for det samarbejde for at undervisningen af det autistiske barn kan lykkes og det er et samarbejde, der ofte går i stykker på grund af manglende forståelse for hinanden.
Det emne behandler vi kærligt og kommer med løsningsidéer til. Ofte er det autistiske barns forældre selv autistiske og altid er barnets forældre pressede, frustrerede og bekymrede, når barnet ikke trives. Lærerne er ofte også pressede og frustrerede og mangler både tid og redskaber til at undervise og omgås det autistiske barn. De to udgangspunkter er en sprængfarlig cocktail og resulterer ofte i beskyldninger og ansvarsfralæggelse, hvilket ødelægger samarbejdet, før det overhovedet er startet.
Vi viser, hvordan man som lærer med små justeringer og de rette ord kan rette op på sådan et mislykket forhold og i stedet åbne for den guldgruppe af information og hjælp, som forældrene kan være i arbejdet med barnets trivsel og undervisning.
På billederne herover arbejder vi på en scene, hvor vi bl.a. behandler autistens følelse ved at blive diagnosticeret og behandlet som en diagnose, fremfor som det hele menneske, man - selvfølgelig - er. Vi ønsker at belyse, hvordan det ikke tjener noget som helst godt formål at tro at man kan læse og kende et barn ved at betragte det udelukkende gennem diagnostiske briller eller få en brugsanvisning med et par uinspirerede læresætninger som "alle autister har brug for pauser og visuel støtte" og så tro, at man ved alt, man har brug for. Det svarer til at tro, at man kan nå alle drenge igennem fodbold. Det er diskriminerende og overforenklet i en grad så den lille sandhed, der KAN være i det, bliver ligegyldig.
Vi afmystificerer i stedet autismen og gør det dermed muligt at møde barnet, som det menneske det er. Derpå giver vi idéer til, hvordan man som lærer kan finde ud af, hvilke behov og redskaber, der er påtrængende og virker for netop denne elev.
Her arbejdes på mere abstrakte formuleringer om det autistiske indre landskab. Vi kommer til at benytte os af en bred vifte af sceniske udtryk i performance lecturen og vi er selv vældigt godt tilfredse med det foreløbige resultat og udsigten til det endelige. Vi agter at nå ind i bevidstheden på selv den mest modvillige tilskuer ved at tale til både intellekt, hjerte, æstetisk samt humoristisk sans på samme tid.
Og nok så vigtigt: Vi har det selv sjovt imens ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar