Kultursammenstød galore.
I gængse beskrivelser af autismens ulemper, støder man ofte på denne: Manglende forståelse for sociale regler og manglende evne til at læse mellem linjerne i en situation og fornemme, hvad der kan og ikke kan siges.
Den vil jeg hermed vende på hovedet. Jeg har nemlig just været involveret i – endnu – en besynderlig disputs med mine samtidige. Denne gang fandt meningsvekslingen sted på et forældremøde i min datters klasse (Nå ja, ved nærmere eftertanke finder mine disputter nærmest udelukkende sted ved forældremøder...)
Det er jo sådan med forældremøder, at de frekventeres af et segment, der slet ikke er et segment. Det eneste man har tilfælles, er børn i samme klasse. Man har ikke samme interesser, uddannelse eller politiske holdninger og befinder sig også som regel vidt forskellige steder på både det sociale og det økonomiske spekter. Det kan jo i sig selv være sprængfarligt.
Jeg troede i sin tid, at det ville være anderledes på en friskole, men det var det ikke - og det lader til at være en tendens i fremdrift. Flere og flere vælger friskoler ikke for at dyrke fællesskabet og være en aktiv del af sine børns hverdag, men for at slippe for fællesskabet i folkeskolen. Sådan er vi så forskellige. Friskole/privatskole. Tomato/tomato.
Vi har egentligt altid haft det godt i vores forældregruppe. Vi har på trods af forskelligheder hygget os sammen og haft klare aftaler og gode rammer for vores børn. Det var i hvert fald sådan vi opfattede det, indtil de gode aftaler skulle stå deres prøve i praksis.
For nylig fik vores forældrefællesskab tilført den komplikation, at vores børn startede i 8. klasse. Og som om det ikke var nok, begyndte somme at interessere sig for alkohol. Og, ville det vise sig, af deres forældre fik lov at drikke det.
Til et af de allerførste forældremøder, da vores børn var små og delvist tandløse, aftalte vi, at før vores børn kom i nærheden af at interessere sig for alkohol, skulle vi holde et forældremøde og få aftalt en fælles politik, så alkohol ikke ville komme til at fylde for meget og give anledning til negative sammenstød, intriger eller andet skidt. Det gik vi rundt og regnede med. Vi, hvis børn ikke havde udvist den fjerneste interesse for alkohol endnu.
Og så sprang det hele i luften på et tilfældigt forældrerådsmøde i efteråret, hvor skeletterne pludselig væltede ud af skabene. En forælder var vred, fordi hun havde fundet ud af, at der var blevet serveret alkohol til en fest og hun ikke havde fået noget at vide af forældrene før bagefter. Et par af vi andre sad med åben mund og bukserne helt nede om haserne, da vores børn hverken havde været inviteret til nogen fest eller nogensinde talt om alkohol.
Det skulle så vise sig, at der var foregået alt muligt uden vores medviden og at der både var mobning og eksklusion i gang med det resultat, at klassen var blevet splittet og meget ubehagelig at befinde sig i, bl.a. for min datter og nogle af hendes veninder, der ikke havde vist interesse for alkohol endnu.
Der blev bagtalt, sagt grimme ting om de andre klassekammerater i fuld tilstand på Snap Chat og i ondskabsfuld tilstand i frikvartererne. En lille gruppe piger havde fundet hinanden og knyttet bånd omkring alkohol og havde dernæst gjort en dyd ud af at lade som om, de havde et særligt sejt og hemmeligt fællesskab, hvor kun de mest cool kunne få lov at være med. Der var i det hele taget en rigtigt giftig stemning i klassen og en del af de børn, der ikke var med i drikkegruppen, følte sig ekskluderet og gik i skole med mavepine og angst for at blive hængt ud.
I første omgang var jeg overrasket over, at disse 13-14 årige børn overhovedet var begyndt at drikke. Over at de var interesserede i det og over, at de havde fået lov. Dernæst var jeg vred over, at de havde fået lov til at arrangere og afholde fester udenom fællesskabet. Og slutteligt var jeg edderspændt rasende over, at forældrene ikke havde indkaldt til forældremøde om alkoholsagen, før det var kommet så vidt, at klassen blev splittet. Vi havde haft en aftale og den var blevet brudt.
Vi indkaldte til krise-forældremøde - først og fremmest for at få stoppet mobningen og dernæst for at få bremset udbredelsen af alkohol i klassen, så vi kunne komme tilbage til en fælles aftale om rammerne og sørge for, at alkoholen ikke blev brugt til at splitte og skabe problemer.
Af skolen er vi altid blevet opfordret til at ringe til hinanden forældrene imellem, hvis der opstår problemer blandt vores børn. I dette tilfælde syntes jeg dog, at det var for bredt et problem til, at det gav nogen som helst mening at begynde at ringe sammen. For det første drejede det som om to grupper af børn og ikke to individer, der var på kant med hinanden og for det andet ville de børn, der blev udsat for eksklusionen blive sat endnu mere til skue, hvis deres forældre ringede til de mobbendes forældre og klagede deres nød. Så jeg mente, at det var noget, som vi var nødt til at tale konstruktivt om i plenum.
Jeg troede faktisk, at der var sket en fejl. Jeg troede virkeligt, at disse forældre ikke var medvidende om, hvad deres piger gjorde og jeg troede, at de ville sætte pris på at få det at vide. Det gjorde nogle af dem heldigvis også, men ikke alle og det blev mindretallets følelser og meninger i den anledning, der fik lov at danne præcedens. Som jeg ofte før i grupper af forældre har oplevet, bliver det denne underlige indstilling, der afgør sagerne: “Kan vi ikke alle blive enige om at gøre noget, lader vi i stedet stå til og gør ingenting.” Ikke demokrati, men en slags berøringsangst og afglidende konsensus.
Ved mødet startede vi med hver især at fortælle, hvor vores børn stod i fællesskabet og hvor de var ift. alkohol. Der fremgik det tydeligt, at forældrene til pigerne, der drak og ekskluderede de andre, var de eneste, der ikke oplevede hverken alkohol eller mobning som et problem. Så jeg besluttede mig for at dele min viden med dem.
Jeg var udmærket klar over, at jeg overtrådte en uskreven regel om ikke at sætte navne på nogen, så det handlede ikke om ikke at være i stand til at læse imellem linjerne. Det handlede om at have læst imellem linjerne og beslutte sig til at gøre, hvad jeg fandt rigtigt alligevel. For jeg syntes, at den regel var meningsløs og direkte obstruktiv ift. at løse problemerne.
Jeg lagde ud med at sige, at jeg var ked af, at det måske var hårdt at få at vide, men at jeg kunne høre, at de ikke anede, at det var deres døtre, der skabte furore og at jeg fandt det essentielt for vores samtale, at de vidste, hvad og hvor problemet var. Jeg sagde, at det lige så godt kunne have været hvem som helst andre af vores piger og at jeg anskuede hele pigegruppen som VORES børn, som vi har et fælles ansvar for at tage os af. Og for at kunne gøre det, måtte vi som udgangspunkt holde hinanden orienteret om, hvad der foregik, så vi kunne danne en fælles front. “Så derfor synes jeg, at I skal vide, at det drejer sig om jeres datter, jeres datter og jeres datter.”
Jeg blev øjeblikkeligt afbrudt og korrekset af en anden mor. “Nej, det hører slet ikke hjemme her – det er en samtale, I skal tage privat.” Den irettesættelse gjorde mig så alvorligt irriteret, at jeg måtte forlade lokalet kortvarigt for at gå nedenunder og give en heldigt og tilfældigt placeret fodbold et ordentligt los, før jeg kunne komme tilbage og deltage sagligt i debatten. Til gengæld var det jo en italesættelse af den uskrevne regel, som gjorde, at den blev så tydelig, at vi faktisk kunne debattere den - og det var jo godt.
Jeg fremførte mit argument om, at vi her havde at gøre med en gruppe af piger og at min datter ikke havde været direkte udsat for mobning - hun havde til gengæld overværet sine veninder blive bagtalt og være kede af det og det ville jeg ikke stå og se passivt på - men det gav ingen mening for mig, at jeg skulle ringe og tale med mobbernes forældre en ad gangen. Det vandt tilsyneladende ikke genklang, så jeg endte med at undskylde, at jeg ikke havde tænkt over, at forældrene blev kede af at høre, at deres børn var stride mod andres børn sådan midt i et forældremøde. Jeg var oprigtigt ked af, at de blev kede af det, for det havde ikke været min mening. Jeg havde kun til hensigt at løse vores fælles problem.
Men... Da jeg siden havde tænkt det grundigt igennem, kom jeg frem til, at jeg ikke fortrød det og at jeg ville gøre det samme igen næste gang. Det må trods alt være ikke så lidt vigtigere at tage sig af sagesløse mobbede børn end af et forældrepar, der føler sig dårligt tilpas over stedet, hvor de får leveret meddelelsen om, at deres barn mobber.
Der skete så følgende. Forældrene til to af pigerne tog konstruktivt imod beskeden og gik aktivt ind i samarbejdet om, hvordan vi kunne styrke fællesskabet og dæmme op for den dårlige udvikling med for meget alkohol i den lille gruppe og fester, der ikke var for alle. God stemning, ingen fingerpegen og godt samarbejde. Vi havde dog overordnet svært ved at blive enige om, hvad vi skulle stille op med alkoholen som sådan, da flere gerne ville have et alkoholforbud, indtil de blev gamle nok og nogle få andre mente, at det var umuligt at rulle vognen tilbage nu, hvor de allerede havde startet den.
Jeg undrede mig over den nonchalance, hvormed disse forældre havde givet deres børn lov til at drikke sammen og nu valgte at fralægge sig ansvaret i forhold til at gøre skaden på fællesskabet god igen ved bare opgivende at påstå, at det nu var for sent. Og jeg undrede mig endnu mere over forældreparret, der valgte at fralægge sig ethvert ansvar og i stedet bare blev ved at stirre mordlystent på leverandøren af det kedelige budskab: Jeres datter er med til at mobbe.
Akke ja. Jeg modtog en del fordømmelse for den affære, men jeg har ikke noget i mod at stå på mål for pegefingre og beskyldninger i sådan en sag. Det drejer sig om at hjælpe vores børn med at stoppe mobning og ikke om, på hvilke forældre det gør mest ondt at høre sandheden. Jeg vil blive ved med at sige tingene, som de er og synes, at vi som voksne mennesker må være i stand til at sætte os selv til side og tale om de ting, der skal til for at hjælpe vores børn.
Det næste møde var et eksklusivt studie i uskrevne regler, som var skabt af berøringsangst. Det var et opfølgningsmøde, hvor vi skulle se på, om det var blevet bedre med mobningen. Det var det sådan set, da den drikkende gruppe havde malet sig selv op i et hjørne, da alle de ekskluderede nu havde dannet deres egen gruppe, hvor de havde det godt og var blevet ligeglade med, hvad der foregik hos de andre, som derfor havde mistet deres magt. Der var stadig splittelse - den kunne vi ikke reparere, når få forældre ikke var interesseret i at sætte ind og stoppe klikedannelsen - men vores børn var glade igen og det var jo målet, så jeg havde ikke tænkt mig at tale hverken mobning eller alkohol i denne omgang.
Det havde til gengæld moderen, der havde korrekset mig og forsøgt at håndhæve de uskrevne regler om anonymitet og forældreparret, der havde følt sig så ramt, at de ikke kunne tænke på andet end at dræbe budbringeren fra sidste møde. De havde alle tre brug for at fortælle, at de havde følt sig meget skidt tilpas efter vores møde. Det havde ikke været et rart møde at være til. Flere af os med mobbede og ekskluderede børn argumenterede her for, at det heller ikke havde været rart for os at finde ud af, at vores børn blev holdt udenfor eller mobbet, men det druknede såre i, hvor ubehageligt folk tilsyneladende syntes det var, at forældreparret følte sig så hængt ud og dømt som dårlige forældre, så det eneste vi kunne tale om var, at vi altså SKULLE ringe til hinanden en anden gang i stedet for at smide svesken på disken foran alle. At forældreparret følte sig som dårlige forældre havde sådan set intet med os andre at gøre. Alle havde udtalt sig hensynsfuldt og understreget, at det jo også kunne have været vores børn, der havde været mobberne i dette tilfælde, men det prellede af på den følelse, de havde valgt at fokusere på ved at påberåbe sig uretfærdighed fremfor ansvar.
Jeg blev mere og mere kontrær i forhold til hele situationen. For mig var det glasklart, at det alene handlede om, at folk havde endda rigtigt svært ved at rumme uenighed og følelsesudladninger fra forældreparret, der følte sig dømt, i en grad så de hellere bare gav op og gemte sig og lod den mest dominerende og ubehagelige stemning vinde. For hvordan kan det ellers være, at 3-4 forældrepar, der synes, at alkohol skal slippes fri i klassen, kan trumfe 20 forældrepar, der er imod? Bare fordi mindretallet siger, at de føler sig hængt ud og stemplet som dårlige forældre? (Hvilket ingen nogensinde kaldte dem.) Eller fordi flertallet ikke tør rejse sig mod de få mobbere? Eller fordi det bare er mere rart at være enige og flyde med strømmen, når den lille flok nu alligevel har vedtaget på alles vegne, at alkohol må indtages med de andre fra klassen?
Uanset hvad gik jeg i hvert fald skumlende hjem fra det møde og tilbragte de næste nætter delvist søvnløse og de næste dage i opildnede meningsvekslinger med de forældre, der var enige med mig. Enden på sagen blev, at jeg skrev et manifest og sendte det til forældregruppen og lærerne. Her erklærede jeg, at jeg under ingen omstændigheder ville acceptere at få mundkurv på og at jeg vil gøre det samme, hvis det sker igen en anden gang. Mobning skal ikke have lov at drukne imellem to forældrepar, der ikke kan gøre alverden alligevel. Det skal vi alle sammen have lov til at tale sammen om og arbejde for at eliminere. Åbenhed, venlighed og tydelighed ødelægger som regel ethvert tiltag til lyssky foretagender.
Uskrevne regler er for mig at se sjældent en forædlet og avanceret affære, som man skal have særlig indlevelsesmæssig finesse for at forstå. Oftere er det et dovent samtykke til at gøre tingene på en bestemt måde, fordi det er sådan, man altid har gjort det. Så kan folk sidde hver for sig og mene, at de har en intuitiv forståelse af, hvorfor der ikke bliver sagt noget, imens deres forståelse i praksis er vidt forskellig. Det finder de bare aldrig ud af, fordi de ikke sætter ord på tingene.
Vi autister kan ofte læse om os selv, at vi ikke er gode til at opfange den slags uskrevne regler, men jeg spekulerer over, om det ikke nærmere er undtagelsen end reglen og det forholder sig lidt anderledes i virkeligheden. Man kan måske nærmere påstå, at vi skam ganske ofte så udmærket bemærker reglerne, men bare finder dem meningsløse og uhensigtsmæssige og derfor bryder dem. Eller i hvert fald stiller spørgsmålstegn ved dem. (Som så ofte ikke bliver besvaret, men i stedet irriteret afvist, fordi et enkelt svar ikke findes og svaret nærmere findes i vanens magt.)
Meningsløse og uhensigtsmæssige var reglerne i i hvert fald i dette tilfælde. Og det tør jeg kategorisk påstå, fordi vi har rettet os efter dem i alle 9 foregående år i klassen uden at komme en millimeter nærmere en løsning på problemet med mobning, som med jævne mellemrum er opstået fra samme kant.
I de seneste år har teorien om, at mobning udelukkende er et problem, der skabes af et usundt fællesskab været fremherskende og i den anledning har den - for de berøringsangste og konfrontationsfrygtende - behagelige regel om aldrig at sætte navne på nogen og kun tale om problemer i generelle vendinger, været passende. Men i mine øjne er det helt forkert at se bort fra tidligere forskning, især, men ikke udelukkende begået af professor Dan Olweus, der fastslog, at der fandtes forskellige former for mobning og forskellige typer af mobbere og dermed også holdt en del af mobberne ansvarlige for deres handlinger. Og når vi har at gøre med mobning, begået af den type, der mobber for at opnå magt og dominans, nytter det ikke noget at forlange generelle vendinger og anonymitet, for den slags preller helt af på den type mobber og lader bare vedkommende få bedre vilkår for at fortsætte sin mobning. Vi er nødt til at vurdere en mobningssag fra gang til gang og tage stilling til, hvilken slags mobning, der er tale om, før vi beslutter os for tilgangsvinklen.
Mobning og autisme kontra typisk neurologi går alt for ofte hånd i hånd. Eller sagt med andre ord, rigtigt mange autister oplever på et eller andet tidspunkt i deres liv, mobning begået af neurotypiske jævnaldrende. Autister mobber nemlig per definition ikke – dels fordi vi har en langt lavere grad af flokmentalitet og dels fordi vi i højere grad definerer fællesskabet på det, der foregår indenfor rammerne, end på det, der foregår udenfor. Dermed mener jeg – vi danner sjældent fællesskaber ved at forholde os til ‘dem og os’ men ved at forholde os udelukkende til ‘os.’ Jeg tror, at det bl.a. har noget at gøre med vores måde at hyperfokusere på. Vi har hverken tid eller lyst til at kigge ud af den cirkel, vi befinder os i, fordi vi er helhjertet optaget af det, der foregår indeni. Det betyder imidlertid ikke, at vi ikke somme tider alligevel ender som medløbere i en sammenhæng, hvor mobning foregår, fordi vi ikke lægger mærke til det. Og der er det igen mere end vigtigt, at der bliver sat ord på tingene, så vi forstår, at der er noget galt i fællesskabet og så vi kan være med til at stoppe mobningen.
Jeg synes, at vi trænger til at genoverveje, hvordan vi forholder os til den mobning, der overgår mange autistiske (og andre, der stikker lidt ud fra normen), for jeg er ikke imponeret af den for tiden fremherskende idé om, at det altid er et problem, der kun handler om fællesskabet og hvor vi ikke må kigge nærmere på den enkelte mobber. Det er en teori med et ædelt motiv om ikke blot at vende mobningen om, så mobber forandrer sig til offer, men i stedet tage et fælles ansvar for tingene, som i praksis bare ofte ender med, at mobberen får hjælp, imens offeret bliver glemt. Så jeg vil sige: Mobning er altid et problem FOR fællesskabet, men ikke altid skabt af det. Vi kan godt tage et fælles ansvar uden at gøre mobber til offer, samtidigt med, at mobberens opførsel anerkendes som helt uacceptabel og stoppes.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar