lørdag den 16. oktober 2021

Om grænser, udtrætning og familiefester


Min datters 4 års fødselsdagskage. Måske man satte standarden lidt vel højt med henblik på at overleve til konfirmationen...


Jeg har aldrig været særligt god til at mærke mine egne grænser, Det har resulteret i mangt et kollaps af bibelske dimensioner, når jeg på den anden side af en selvarrangeret fest opdager, at jeg er helt ødelagt af overanstrengelse.   


Først går det som regel op for mig, at jeg ikke har tænkt længere frem end til selve festen i lang tid og jeg mærker et enormt tomrum, fordi den er overstået og jeg nærmest ikke kan huske, hvem jeg er og hvor jeg var på vej hen før. Så mærker jeg, hvordan samtalerne og indtrykkene kører rundt i virvar i min hjerne og jeg ikke kan slukke eller sætte dem på pause. Hvad var det, hun sagde, hvad sagde jeg, skulle jeg hellere have sagt sådan, hvordan får jeg vendt tilbage og sagt undskyld, fordi jeg ikke havde tid til at snakke lige der, virkede jeg uhøflig, jeg fik jo slet ikke svaret på det der og hvorfor mon han kiggede til venstre, da jeg satte skålen der? Rundt og rundt på repeat og jeg har endnu ikke fundet anden modus operandi end tid, spandevis af tårer, puslespil og søvn.  


Hvis jeg så bare kunne finde fred i den proces, ville det ikke være så slemt endda at sætte nogle dage af til seng og hvile, men jeg farer som regel vild i processen og mærker angst af så eksistentiel karakter, at jeg ikke ved, om jeg nogensinde kommer ud på den anden side igen.   

Det er, som om jeg ikke kan bruge min erfarings logik, som fortæller mig, at jeg altid kommer igennem, at tankerne falder til ro igen og jeg snart er oppe med ro i sindet og i fuld gang med et eller andet igen.  


Jeg har aldrig været god til gruppearbejde. Jeg har med tiden tillært mig metoder, men de kræver alle sammen, at jeg beslutter mig for at træde et stort skridt tilbage og først og fremmest lade projektet handle om noget andet end mine idéer. Jeg kan gøre det til hovedformålet, at det er rart at være sammen med de mennesker, jeg arbejder med eller at jeg hjælper en anden med at kommunikere et eller andet ud.  


For jeg har svært ved at lede. Både, fordi jeg fortaber mig i detaljerne, blander mig i andres detaljer og fordi jeg er en pleaser i en grad, så jeg somme tider er svær at holde ud - hvilket ikke ret godt kan forenes med at ville have tingene på min måde, hvilket jeg VIL, når det er mit eget projekt, og så kan jeg mærke, hvordan den indre splittelse får mig til at kommunikere på en ikke hensigtsmæssig måde. I hvert fald ender jeg som regel med en underlig følelse af skræk for, at dem jeg arbejder sammen med ikke kan lide mig mere, for det er det værste, jeg kan forestille mig. At nogle ikke kan lide mig.   


Jeg ved som regel ikke, hvad jeg præcis gør forkert, men jeg kan fornemme, at jeg ikke er samlet og tydelig nok, fordi jeg befinder mig i den gruekedel af modsatrettede ønsker og så ender det som regel med, at jeg bliver misforstået. 


Jeg har opdaget, at folk sjældent reagerer på de konkrete ord, jeg bruger, men langt mere på min indre følelse af enten ro og klarhed eller formørket forvirring. Somme tider kan jeg mærke, at folk tager afstand fra mig og så kan jeg slet ikke koncentrere mig om andet end relationen, der har fået skår og hvordan jeg kan udrede den misforståelse, der er sket.   


Derfor har jeg altid gjort en sport ud af at stå for alting selv. Når der skulle være store fester i familien, lavede jeg det hele selv. Således planlagde jeg egenrådigt hele mit bryllup med mine børns far og lavede selv al maden, kagerne, indbydelserne, billederne, syede vores tøj og hvad der ellers var at foretage sig i den anledning. 

Det var et pænt stort arrangement med 60-70 gæster og bagefter var jeg træt, men vældigt godt tilpas med, at det var lykkedes mig til nogenlunde perfektion og at vi også havde sparet en masse penge på den model. Den næste store fest var knapt så stor, men gjorde mig mere træt og således fortsatte det i en nedadgående spiral i mange år, indtil jeg efter forrige juleaftens energikollaps besluttede, at jeg sulan fløjtemig ikke ville holde en eneste fest af den art mere.   
 
Jeg har spekuleret over, om det er alderen, der gør, at jeg ikke kan klare så højt et tempo mere og har konkluderet, at det er det ikke. Jeg kan stadig arbejde i døgndrift med ting, jeg brænder for og som ikke byder på stressfaktorer af samme art som en familiefest gør for mig. Så det er ikke alderen, der trykker, men simpelthen viljen til at udsætte mig selv for ubehagelige ting, der er svundet ind. 


Udover at det var kommet for en dag, at jeg er autist og jeg i den anledning havde haft mangen åbenbaring om mit sinds kompetencer og mangler på samme, så var jeg også nået frem til, at jeg blev nødt til at lære at respektere mine egne grænser noget bedre. Jeg ville lære at slippe kontrollen, bede om hjælp og sige fra og ikke bare tromle igennem på en blanding af pligtfølelse og perfektionisme. Jeg ville på forhånd forsøge at udregne og økonomisere med mine kræfter, så jeg forhåbentligt for fremtiden kunne undgå de her post-party kollaps.  


En anden ting jeg har fundet ud af i anledningen autisme er, hvorfor jeg bliver så træt af mange mennesker på en gang. Og især mange familiemedlemmer eller venner på en gang. Når jeg er sammen med en flok bekendte eller fremmede, bliver jeg ikke halvt så udmattet bagefter, som når det er hele banden af venner og familiemedlemmer. Det skyldes, at jeg altid er sådan ca. 100% opmærksom på alle tilstedeværende i rummet og i sagens natur fylder det mere i hjernen, jo bedre jeg kender dem og jo flere, der er af dem. Jeg kan ikke lukke af for nogle og fokusere bredt eller smalt, som jeg kan forstå, at man bedre kan med en neurotypisk hjerne. Jeg lytter til alle samtidigt og sanser alt, der foregår med dem verbalt som nonverbalt hele tiden. Og bagefter er jeg helt kvæstet, samtidigt med, at jeg skal have analyseret og sat alle indtrykkene på plads. 

Derfor kører samtalerne på repeat, derfor kan jeg ikke få en bestemt parfume ud af næseborene (yiaks) og derfor kan jeg ikke give slip på, hvad de mente med noget, de sagde, imens deres kropssprog eller duft gav udtryk for det modsatte. Samtidigt er min hjerne fortrinsvist visuelt orienteret, så jeg kan se alt og alle for mig, som de stod og gik og bevægede sig, imens alle de andre indtryk skal sorteres. 

Det hele kværner rundt i en overstresset hjerne og kan først finde sin reelle ligegyldighed igen, når hjernen er faldet til ro og er kommet sig oven på sansebombardementet.   

 

Før jeg fandt ud af, at det ikke var usædvanligt, at den autistiske hjerne opførte sig hyper fokuseret på den måde, skammede jeg mig over, at jeg blev så træt og udkørt og som regel følte stress og angst ved den slags selskaber. Jeg troede, hvad andre troede, at jeg 'bare' var angst og selvoptaget og ville have det bedre, hvis bare jeg kunne være mere cool og afslappet. Men det kan jeg faktisk ikke. Sådan helt fysisk, neurologisk ikke. Min hjerne arbejder simpelthen ikke på den måde.  

 

Således beriget på klogskab på mig selv, gik jeg altså rundt og var fast besluttet på aldrig igen at holde en stor fest, da min datters konfirmation dukkede op i horisonten. Jeg serverede alskens idéer om alternative måder at afholde sådan en fest på, men der var intet at gøre - min datter ville konfirmeres efter alle traditionens regler.   

 

Et år før konfirmationen, begyndte jeg derfor at føre indre kamp imellem min nye opdagelse af, at jeg er nødt til at passe bedre på mig selv for både min egen og mine børns skyld og så den gamle - dels perfektionistiske dels sentimentale med hele hendes barndom og alle fødselsdagsfesterne i retrospekt - trang til at udarbejde så fantastisk en konfirmationsfest, som hun selvfølgelig fortjente med al den ekstravagance og opfindsomhed, jeg overhovedet kunne manifestere. Festen ville selvfølgelig skulle være bedre, end alle jeg hidtil havde holdt, fordi jeg syntes, den skulle stå mål med min kærlighed til hende og vise hende og alle gæsterne, at hun (og hendes lillebror selvfølgelig også) er det vigtigste i mit liv.  

 

Først lige nu i skrivende stund, går det op for mig, at jeg betragter disse arrangementer fra små til store højtider, som noget jeg skal udføre, fordi det skal vise mine børn, hvor vigtige de er og hvor højt jeg elsker dem. Sandsynligvis fordi min egen barndom var præget af store skuffelser ved højtiderne. Min mor holdt de fineste og kærligste fødselsdage med balloner og kys og kager, indtil jeg blev omkring 5 år, hvorefter jeg husker mine fødselsdage og julen som bekymrende affærer, fordi jeg hvert år håbede, at det ville blive lige så hyggeligt, som da jeg var yngre, men min mor desværre ofte blev fuld og jeg endte med mavepine, skam og sorg.


Men det var et sidespor, så tilbage til min datters konfirmation og mine overvejelser om den. Jeg begyndte at forberede den, som noget, der kunne blive et kompromis imellem mine to modstridende interesser. Festen skulle være fantastisk, men jeg SKULLE begrænse mig og være realistisk om, hvad jeg ville kunne nå at lave uden at gå i sædvanlig stykker med post-party-kollaps-syndrom (PPKS?) bagefter. Jeg forklarede min datter mine overvejelser og sagde, at der var ting, vi blev nødt til at gøre en lille smule anderledes, så vi forhåbentligt for en gangs skyld kunne forhindre, at jeg gik i sort bagefter og hun var indforstået og deltog ivrigt i planlægningen. Vi bestilte mad fra et cateringfirma og min datter overtog kagebagningen, så jeg troede faktisk, at denne fest ville gå hen og blive den første uudmattende og vellykkede fest, jeg ville få arrangeret.   

  
Jeg udfordrede mit behov for at kontrollere og lærte interessante ting om at dele en opgave og flytte fokus til mindre flygtige ting som istandsættelse af hus og have til festen, imens jeg overlod madlavning, gave- og tøjfremstilling til andre. Jeg gjorde i det hele taget mit allerbedste for at bevare roen og overblikket, så jeg kunne være til stede som rolig mor på selve dagen.  

 

Jeg tog det pænt, da konfirmationen blev flyttet fra den oprindelige dato to gange på grund af corona og vi endte med at planlægge to fester, fordi nogle var vaccinerede, nogle ikke ville og andre var bange for at blive smittede. Jeg holdt tungen lige i munden og tænkte, at det sikkert også var mindre stressende med færre gæster på en gang og vi afholdt den første fest i sommerferien. Jeg blev overrasket over, at jeg gik omkuld med samme styrke som sædvanligt efter den fest.  

 

Jeg havde forestillet mig, at den betragteligt lettede forberedelsesbyrde ville kunne mærkes på den anden side, men nej. Der lå jeg med tankerne kværnende på sædvanlig højtryk og med en følelse af eklatant fiasko. Og der gik det op for mig, at det, der vejede allertungest på stresskontoen slet ikke var forberedelserne, men der i mod alle de velkendte mennesker på samme tid og sted og den hyper opmærksomhedsfunktion min hjerne altid går i, i den situation.   

 

Da jeg endelig rejste mig fra det leje, var det med det stålsatte mål, at næste fest, den Rigtige Konfirmationsfest skulle planlægges, så den ville kunne holdes uden mig, hvis jeg kunne mærke, at jeg var på vej samme sted hen igen. For set i bakspejlet havde der været stresstegn før festen, selv på trods af, at jeg hverken skulle lave mad, sy tøj eller bage kager. Jeg havde haft mavepine, søvnbesvær, ondt i hjertet og hovedpine.   

 

Det var selvfølgelig en utænkelig tanke, at jeg skulle udeblive fra min datters konfirmationsfest, men jeg tvang den igennem, for jeg følte, at det lettede stressen lidt bare at vide, at jeg ville kunne trække mig i sidste øjeblik, hvis jeg fik det for skidt. Jeg fokuserede på, at det vigtigste var, at min datter fik sin fest, som hun ville have den og at det næst vigtigste var, at jeg kom tilbage til normal hjernefunktion så hurtigt som muligt bagefter.  

Helt til det sidste troede jeg dog, at jeg ville klare den og jeg hyggede mig med at gøre alting parat i løbet af den sidste uge. Jeg kunne dog også mærke, at jeg var stresset ud over det sædvanlige. Mit hjerte gjorde mere ondt end sidst, jeg havde problemer med at trække vejret roligt og jeg kunne ikke sove. Og så gik jeg helt ned med flaget dagen før, da vi skulle til at tage af sted til festlokalet for at pynte op og således præsterede jeg mit første præ-party kollaps nogensinde. (PPKS igen - åh nej. Det konflikter med akronymet for sin søster Post Party Kollaps Syndrom 😉 ) 

 

Jeg gik rundt og forsøgte at få de sidste ting på plads og bemærkede, at min vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere. Jeg forsøgte at kontrollere det, men havde ikke tid til at sætte mig og meditere det væk, så det blev ved at løbe fra mig. Mit hoved og min brystkasse lynede og stak og jeg følte pludselig, at jeg skulle besvime. Først var jeg bange for, at jeg var ved at få et hjertestop og jeg kunne ikke holde op med at hyperventilere, imens tårerne sprøjtede ud ad øjnene på mig. Min eksmand ankom og sagde til mig, at jeg skulle gå op i seng og så ville han og børnene tage af sted og ordne det hele og jeg kan ikke huske meget andet, end at jeg græd af lige dele frustration og lettelse og forvirring og gik op i seng, faldt om og sov i mange timer.   

 

Dagen efter lykkedes det mig at tage med i kirken, men så måtte jeg direkte hjem i seng igen, da min hjerne stadig var frustrerende blank og jeg følte det helt uhyggeligt ubehageligt at stå overfor mennesker, jeg kendte og holdt af og ikke kunne finde et eneste ord. Så således gik jeg glip af min datters konfirmationsfest nummer 2. Til gengæld var jeg oppe og på benene igen allerede dagen efter og min datter havde en dejlig fest alligevel. Og hun og hendes far havde også hygget sig gevaldigt med at gøre klar til festen dagen før og det var heller aldrig kommet til at ske, hvis jeg som sædvanligt havde faret rundt og gjort det hele, så alt i alt var de andre glade for, at jeg var væk. Og det er jo også godt at vide. Eller... 😀  

 

Bagefter har jeg tænkt over et par andre ting, jeg lærte af det. Den ene var ret ligetil, men ikke desto mindre overraskende for mig: Jeg går ikke i stykker eller op i røg af at uddelegere opgaver. Det var ikke helt så svært, som jeg havde forestillet mig at slippe tøjlerne og lade andre komme til. Om end det måske nok efterlod mig med visse overvejelser om egen undværlighed, som jeg ikke nødvendigvis brød mig om... Men det er en anden sag 😀  

 

Jeg fandt også ud af en måde at komme igennem de par ture i dørken, jeg tog, uden at fare vild for en gangs skyld.  

  

En anden ting, jeg har funderet over i anledningen, handler om min evne til at håndtere overgange og navigere imellem forskellige aktiviteter – multitasking på det helt basale plan - og det synes jeg er så interessant, at jeg vil skrive et nyt blogindlæg om det og få bundet knude på dette, før det stikker helt af 😉

Velkommen 2023 og performance lecturen Autism Insight Out

Godt nytår! Så tager vi hul på et nyt spændende år og vi glæder os som små børn til at komme i gang. Til marts har vi premiere på vores perf...