torsdag den 7. oktober 2021

Mød Line - rådgiver hos Autonome Autister




Jeg er intelligent, empatisk, rummelig, pålidelig, ansvarsbevidst, grundig, analytisk, kreativ og nytænkende. 
Denne beskrivelse vil mange ikke umiddelbart forbinde med autisme, men jeg er autist og disse kvaliteter er faktisk meget typiske karaktertræk for autister. 
De fleste autister har meget at byde på både menneskeligt og fagligt – men bliver ofte sat i en ramme, som spænder ben for positiv udfoldelse af alle de gode evner. Ofte bliver der fokuseret på alt det, autister ikke kan – på alt det vi skal lære, så vi kan begå os i den virkelige verden. Men autister holder op med at fungere, når vi bliver presset til at være noget andet, end vi er. 

 

Al erfaring viser, at autister trives, når vi får lov til at være det vi er, nemlig autister. Vores hjerne er skabt på en anden måde end den neurotypiske, den som de fleste mennesker har og det gør, at vi tænker og sanser på en anden måde. Det drejer sig ikke om rigtigt og forkert, men om forskellige virkelighedsopfattelser – forskellige måder at være i verden på. 

 
Vores samfund er ikke indrettet på autistiske præmisser og det er vores skolesystem heller ikke - men med ofte små justeringer, kan mange autister komme til at trives fint i en helt almindelig klasse. Det kræver dog en respekt for barnets ret til at opleve verden på sin egen måde. 
Når man møder en adfærd, som man synes er uhensigtsmæssigt og måske uforståelig, kommer man ofte langt med det venligt nysgerrige spørgsmål: Hvorfor gør du det? 

Autistiske børn er sjældent bevidst uartige – de gør det næsten altid så godt, de kan. Det, de gør, giver altid mening ud fra deres perspektiv. Uønsket adfærd er ofte en reaktion på, at der er blevet skabt en ramme om dem, som de ikke kan håndtere. 

Mange autistiske børn kan selv forklare, hvorfor de gør, som de gør og formulere, hvad de har brug for – hvis bare de bliver mødt med tålmodighed og omsorg – og respekt for, at deres oplevelse af verden ikke er forkert, bare anderledes. 
 
Jeg er uddannet cand.mag. i religionsvidenskab og antropologi og har arbejdet med integration og scenekunst. Sideløbende har jeg altid beskæftiget mig med musik, eventyrfortælling og alt muligt andet kreativt. 

 
 

Siden min ældste datter fik sin autismediagnose i 2012, har jeg fordybet mig i autismefeltet og tilegnet mig stor faglig viden. Jeg blev selv diagnosticeret med autisme og ADD for nogle år siden. Jeg har altid følt mig lidt anderledes end de fleste andre, lidt akavet i det sociale, fuld af alt muligt godt og fantastiske ideer, som mange andre ikke kunne tage ind eller forstå. Altid fagligt dygtig i skolen, men med en fornemmelse af at jeg ville kunne præstere meget mere, hvis ikke det kostede så mange kræfter at være til stede. 

Jeg gik i skole i 80’erne og havde kronisk ondt i maven og mareridt pga. de rammer, der var i skolen både socialt og fysisk. Skolesystemet har udviklet sig siden og vi er blevet meget dygtigere og mere vidende om alle mulige diagnoser. Alligevel har både mine egne og mange andre autistiske børn også ondt i maven over skolen i dag, mareridt, stress og angst. 

 
 

Sådan skal det ikke være – alle har ret til at have det godt. Lad mig hjælpe jer til at gøre det, der virker. 

Som konsulent i skolen observerer jeg barnet både ud fra en autismefaglig vinkel og en stor personlig erfaring både som autist og som mor til to autister i skolesystemet. 

Jeg tager udgangspunkt i Ross Greenes sætning ”Børn, der kan opføre sig ordentligt, gør det”. Jeg fokuserer på barnets styrker og interesser og ser det som en indgangsvinkel til løsning af mange udfordringer. Jeg står fast på barnets ret til at være autist og ser på, hvordan man med enkle midler kan skabe en skolegang, som giver mening for barnet. 
 
Line Rostrup Henningsen - line@novasark.dk 

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Velkommen 2023 og performance lecturen Autism Insight Out

Godt nytår! Så tager vi hul på et nyt spændende år og vi glæder os som små børn til at komme i gang. Til marts har vi premiere på vores perf...