lørdag den 12. februar 2022

Alle autister er ikke katte og alle kvinder kan ikke hækle

 



Nu det der med at forsøge at kortlægge mennesket ved at tilskrive en hel gruppe en række bestemte karakteristika, som alle autister så skulle besidde... Det har endnu engang givet mig anledning til en vis misfornøjelse.

 

Jeg har lige læst den udmærkede bog “Jeg er autist, en kat i en verden af hunde” af Hildur Grauslund Nielsen. Det er en smuk bog med et vidunderligt, blomstrende sprog og forfatteren viser en overlegen evne til at beskrive sig selv og sit eget indre liv. Jeg vil tro, at bogen indeholder beskrivelser af forskellige finurligheder, som de fleste autister kan nikke genkendende til og det er en hyggelig og inspirerende bog om et menneske med en autistisk hjernekonstruktion.  

 

Men jeg anspores igen til at komme med den betragtning, at det er problematisk at komme med kategoriske udtalelser, når man melder sig på banen som forfatter af materiale, der har til hensigt at lære alverden, hvad autisme er og hvad autister har tilfælles. 

 

Jeg bliver så ærgerlig, når der kommer udtalelser som, at autister per definition ikke er relationelt orienterede, at vi er alvorligere end andre og at vi ikke forstår følelser. For vi er lige så forskellige som alle neurotypiske. Og det kan ikke siges for mange gange. 

  

Jeg har en teori om, at det eneste, vi autister virkeligt har tilfælles er et større sanseapparat i form af flere “forbindelser” imellem de forskellige områder i hjernen end de neurotypiske har. Virkningerne deraf kan få os til at se mere ens ud, end vi egentligt er. Fordi vi har så meget indre aktivitet i form af sansebombardement og –bearbejdning, har vi mindre overskud til at være opmærksomme på vores omgivelser og fremtoning og kommer derfor lettere til at gå rundt og se mere stift indadvendte ud, fordi alle vores sanser og tanker er optagede af den duft/lyd/fornemmelse/tanke, der påvirker os i nuet og vi derfor ikke har flere mentale redskaber tilbage til at tage os af det, de neurotypiske typisk går op i. (Såsom en bestemt form for fremtoning eller det at opfange usagte signaler mennesker imellem.) Men betyder det, at vi er ens? Åh nej, det gør det ikke.  

 

Forstå mig ret; Jeg synes, det er spændende at læse om, hvordan én bestemt autist, som i dette tilfælde Hildur G. Nielsen, oplever og fortolker verden! Jeg vil bare helst ikke slås i hartkorn med hende eller andre, hvis karakteristika, jeg ikke deler.   

 

Kathy Hoopman udgav i 2006 bogen “All Cats have Aspergers Syndrom” som i 2020 blev genudgivet under titlen “All Cats are on the Autism Spectrum,” og grundlagde dermed idéen i mange om, at alle autister har karaktertræk, der ligner kattes. Alle de autister, der HAR disse karaktertræk, var derfor naturligvis begejstrede, imens vi, der minder meget mere om hunde, skildpadder og papegøjer var mindre imponerede.   

 

Forstå mig endnu en gang ret; Kathy Hoopmans bøger er sjove og informative og indeholder ikke så mange stereotyper, som man umiddelbart kunne forestille sig. Bøgerne præsenterer en sjov redegørelse for, hvordan visse dyrs typiske opførsel kan minde om visse menneskelige karaktertræk og det gøres alt sammen med henblik på at forklare autisme på en sjov og let tilgængelig måde.  

 

Igen mener jeg bare, at det er problematisk at sætte en hel art mennesker i en kasse på den måde og at det desværre ofte bidrager til flere fordomme, end det eliminerer. Og da hensigten var at skabe forståelse, synes jeg, at det er værd at debattere.    

 

Jeg er en hund, hvis jeg skal være noget. Og jeg kender flere autister, der bedre kan genkende sig selv i hunden end i katten. Vi er kærlige, naive, til tider opmærksomhedshungrende og kælesyge, fjollede, legende og umiddelbare. Som vi ser katten, er den beregnende, manipulerende og kølig. Det passer ikke på hverken mig eller de andre autister, jeg kender. Derfor bryder vi os ikke om katteanalogien. Selvfølgelig har den negative kattetolkning, jeg lige præsenterede, heller aldrig været den tolkning, som de autister, der genkender sig selv i katten, har gjort sig. Det er jo mennesker, der ser katten positivt, som et selvtilstrækkeligt individ, der går sine egne veje og på den måde betragtet, er vi jo alle katte.  
 
Jeg synes imidlertid stadig, at det er problematisk, hver gang et menneske stiller sig op og siger “Alle autister (eller sømænd, buschauffører, folk fra Afghanistan eller revisorer) er sådan og sådan.” Jeg føler mig i hvert fald, rent faktisk, krænket. Selvom jeg også synes, at jeg er lidt fjollet, fordi autisme jo er sådan en ny opdagelse i det hele taget og verden forsøger stadig at forstå og undersøge og det er jo dejligt, at interessen er der... Men hvis vi nu prøver at anskue sagen fra en lidt anden vinkel, så tror jeg, at det bliver tydeligere, hvorfor jeg føler mig krænket:  

 

“Alle kinesere er undulater.” Av. Vi har efterhånden alle sammen forstået, hvorfor det ikke er sjovt at blive skåret over en kam med ALLE andre af en af de kategorier, man nu engang sådan overordnet tilhører. Eller hvad med “alle mænd er voldelige" eller "alle danskere stemmer på Dansk Folkeparti og spiser flæskesvær"?

 

Den slags udsagn har aldrig gjort noget godt for noget som helst og har aldrig øget forståelsen for en bestemt gruppe. Så jeg ville sådan ønske, at alle de dejlige forfattere, der sætter sig for at udvide vores horisont for, hvad det vil sige at være autist, ville ændre deres kategoriske udsagn fra “Sådan er alle autister” til “Sådan er jeg. Og jeg er en unik autist.”  


6 kommentarer:

  1. Fantastisk indlæg 🥰. Jeg er helt enig og havde nogle af de samme tanker da jeg læste "Jeg er autist en kat i en verden af hunde" ❤️. Jeg vil dog rose Kathy Hoopmans bog med kattene. Da jeg læste den, bed jeg nemlig mærke i, at hun typisk skrev, at autister kan være sådan og sådan eller ofte er. Jeg elsker den slags formuleringer, der ikke slår fast, at det er sådan og sådan, men giver plads til at det også kan være anderledes. Ingen bryder sig om at blive sat i en kasse, hvor de ikke passer ind... Eller hvem bryder sig overhovedet om, at skulle være i en kasse, når der er en hel verden at boltre sig i?

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Line. Tusind tak for din kommentar, jeg er glad for, at du kunne lide indlægget! :-) Jeg er helt enig med dig, det er så dejligt at læse, når der tilbydes observationer, der stadig giver plads til anderledesheden. Og god kommentar om ikke at ville være i en kasse, når der er en hel verden at boltre sig i! :-) Det er dejligt, når vi kan få lov at blande fra de forskellige kasser uden nødvendigvis at skulle flytte ind i dem.

      Slet
  2. Super indlæg - selv om der er visse karakteristika der ofte ses i en autisme kultur, f.eks. mindre øjenkontakt end vanligt er det langt fra alle autister der har dette træk. Når der informeres stereotypt opstår der stereotyper… Vi er netop ved at bevæge os væk fra den rigide opfattelse af at der findes to køn - lad os udbrede det samme narrativ bland mennesker med autisme spektrum tilstande. ❤️

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Tomas. Tusind tak for din gode kommentar! Jeg har også tænkt netop den tanke om kønnene i sammenligning med autisme og jeg er helt enig. Lad os komme væk fra stereotyperne og give plads til mennesket bagved :-)

      Slet
  3. Hvor er det godt skrevet, jeg genkender så meget fra mine egne reaktioner når jeg mødes af kasser og bokse og derefter bliver slået til hartkorn for at passe ind i den der er blevet defineret til min form. Jeg bliver altid provokeret af det. Den individuelle vurdering er blevet tabt på gulvet mellem de sekunder, minutter og timer der mangler i vores nuværende systematiske mekanisme. Ingen mennesker er ens, men vi har alle noget tilfælles hvis vi har tiden til at se det. Og det er jo netop de små ting tilfælles der skaber den forståelse som vi har brug for at finde, hvis der på nogen måde skal være en positiv fremdrift hvor ingen bliver klemt i klassernes hjørner, eller forsvinder i mellemrummet mellem kategorierne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Hildduria. Tusind tak! :-) Jeg er helt enig med dig, det er voldsomt provokerende at blive forsøgt presset ned i en form. Og med hvilket formål? Det kan jo ikke være hensigtsmæssigt at tabe så mange mennesker i mellemrum og hjørner, når det må være de færreste, der faktisk passer ind i kasserne. Hvorfor ikke bare sætte ordentlig tid af til at vurdere, hvilket menneske man sidder overfor i stedet for at tromle igennem mængden og maje de fleste ned og fejlvurdere resten. Det må da være mere interessant og i alles interesse at sætte tiden af til at se hinanden uden kassebrillerne på :-)

      Slet

Velkommen 2023 og performance lecturen Autism Insight Out

Godt nytår! Så tager vi hul på et nyt spændende år og vi glæder os som små børn til at komme i gang. Til marts har vi premiere på vores perf...