Del 3
Jeg starter lige på og hårdt, hvor jeg sluttede sidst og meddeler, at jeg. Var. Rasende. Og da jeg havde passeret igennem min sædvanlige cyklus af hysteri-gråd-apati og var blevet trøstet af min mor og vendt tilbage til konstruktiv vrede, pudsede jeg næsen, glattede det krøllede brev ud og skrev ham et enkelt, om end følelsesladet svar:
“Att. xxx 28. September 2021
Jeg har netop modtaget endnu en ubegrundet og urimelig henstilling fra dig om at få fjernet min søns servicehund. Du skriver, at jeg ikke har indsendt de korrekte oplysninger, så jeg vedhæfter den mail, jeg sendte dig under din ferie den 11. august. Jeg har siden ventet på at høre fra jer, men har intet hørt før nu.
Den vil jeg venligst bede dig læse og besvare, da jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for at holde mig til reglerne for boligforeningen og bevise min servicehunds berettigelse på lejemålet.
Birgitte Arnkjær”
Så for jeg på Facebook, fandt gruppen for vores boligafdeling, smaskede et stort billede af vores hund op og skrev en brandtale med overskriften “Mød vores servicehund Mingus.”
Her forklarede jeg, at boligforeningen havde modtaget klage over, at vi havde hund to gange, så nu ville jeg gerne præsentere vores hund og bekendtgøre, at han er min søns servicehund og at han således var undtaget regel om nul husdyrhold. Jeg bad desuden folk i gruppen om hjælp til at sprede budskabet i kvarteret, da det var pænt stressende for os at modtage klager og føle os under opsyn.
Jeg fik de sødeste tilbagemeldinger og folk var glade for at få vores hund præsenteret, da flere havde undret sig. De fleste gav dog udtryk for, at de syntes, at dem, der undrede sig skulle stikke piberne ind, for hvad lignede det at gå rundt og tro, at man havde ret til personlige forklaringer om andre menneskers handicap.
Det føltes rigtigt godt at få opbakning og blive forsvaret af andre krænkelsesparate internetamazoner. Og lige nøjagtigt her mener jeg krænkelsesparat i den mest positive forstand: mennesker, der er parat til at rejse sig op og forsvare andre <3
Weekenden gik og mandag med. Tirsdag for jeg igen i det mailske blækhus og skrev følgende til inspektøren:
“Att. xxx
Nu skriver jeg igen, da jeg stadig ikke har modtaget svar på hverken min skriftlige henvendelse af 11. august eller 28. september.
Det er ikke muligt for mig at ringe indenfor dine arbejdstider, da jeg har min søn i nærheden hele dagen og ikke vil involvere ham i, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved hans servicehunds berettigelse.
Vil du venligst vende tilbage med et svar på, om mine skriftlige henvendelser på e-mail, ikke bliver betragtet som skriftlige henvendelser og jeg i stedet skal printe det hele ud og sende med fysisk post?
Med Venlig Hilsen”
Han svarede dagen efter. Eller ‘svarede’ er måske så meget sagt, men jeg fik i hvert fald en mail som en slags reaktion.:
“Til Birgitte Arnkjaer
Boligorganisationen skal herved bekræfte modtagelsen af din mail dateret 5. oktober 2021.
Boligorganisationen har tidligere tilskrevet og svaret dig i breve, alle tilsendt med afleveringsattest, og dette hhv.
3. august 2021 Husdyrhold - Husdyr er ikke tilladt i afdelingen
6. august 2021 Servicehund - Hvad skal der indsendes af dokumentation
23. september 2021 Husdyrhold – Husdyr er ikke tilladt i afdelingen.
Boligorganisationen mener hermed at have besvaret dine henvendelser, bortset fra henvendelsen af 28. september. Du kan imødese svar på denne henvendelse, senest fredag i uge 41.
Med venlig hilsen
Xxx
Inspektør”
Jeg var stadig på kogepunktet og den skrivelse fik mig ikke afkølet. Jeg skyndte mig at svare - og denne gang med et Cc til hans overordnede, hvis mailadresse jeg nu fandt belejlig at køre i stilling:
“Til Xxx 6. Oktober 2021
Jeg er opmærksom på, at du svarer pr. brev med afleveringsattest. Ikke desto mindre har jeg intet svar modtaget på min henvendelse af 11. august. Jeg modtog dit brev af 23. september (den 28. september), der ikke indeholdt nogen svar på nogen af mine spørgsmål eller anerkendelse af de medsendte dokumenter af 11. august.
Derfor min let agiterede henvendelse den 28., da det er meget ubehageligt at modtage en ‘advarsel’ om at skulle skille mig af med min handicappede søns servicehund og trusler om advokatregning, når jeg har overholdt gældende lovgivning og alle regler for boligforeningen.
Jeg antager, at svaret på mailen af 11. august, som jeg har medsendt endnu engang til mailen den 28. september, også vil komme før fredag i uge 41.
Med Venlig Hilsen”
Fredag i uge 41 var nået, da brevet kom. Det fortjener at blive bragt i sin fulde udstrækning:
“Boligorganisationen skal herved svare på din henvendelse af hhv. 11. august samt 28. september 2021.
Indledningsvis skal vi gerne beklage, dersom vi har modtaget en mail, vi ikke umiddelbart har besvaret. Besvarelsen er almindeligvis 5 dage fra modtagelsen.
Du beskriver i mail af 28. September 2021, at du har modtaget en ubegrundet og urimelig henstilling om at få fjernet hunden i din bolig. Du beskriver ligeledes, at du har holdt dig til lovgivningen og til reglerne i boligorganisationen – Sidstnævnte er (boligforeningen) ikke helt enig i.
Vi tilskrev dig den 3. august 2021, idet vi havde erfaret, at der var en hund i din bolig, hvilket ifølge afdelingens husorden ikke er tilladt. Denne henvendelse animerede dig til på bagkant, at tilsende (boligforeningen) en ansøgning om tilladelse til at have servicehund. I forbindelse hermed, havde du vedhæftet diverse bilag som udtagelse fra Skejbylægerne, brevkassesvar og udtalelse fra en træner, der havde trænet din / din søns hundehvalp.
(Boligforeningen) tilskrev dig herefter i brev af 6. august 2021 omkring kriterierne for opnåelse af tilladelse til en servicehund. Vi henviser heri til “Bekendtgørelsen om drift af almene boliger m.v.” der angiver følgende.
“§ 130 stk. 2. Ved servicedyr forstås fører - og servicehunde, som er specialtrænet til at udføre en eller flere nytteopgaver for de personer der er nævnt under skt. 1, herunder beskrives vedvarende psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse eller blinde og svagt seende personer, der er afhængige af et servicedyr.”
En hund, der alene har sociale funktioner, er således ikke en servicehund.
Du vælger herefter i mail af 28. September 2021 at genfremsende diverse bilag og opfordre (boligforeningen) til, at vi gennemgår og læser de vedhæftede udtalelser og beskrivelse af din søn og dennes “handicap.”
(Boligforeningen) har gennemgået de indsendte bilag og nærlæst beskrivelse af din søns situation.
Efter at have behandlet sagen må vi desværre give afslag på tilladelse til servicehund i boligen, hvilket alene begrundes med følgende.
Servicehunden skal som funktion bidrage med praktiske funktionelle gøremål som at bringe, at leverer, eller at støtte / fører sin “ejer” .
At hunden alene har en social funktion som tryghed, nærhed og kærlighed, er efter (boligforeningens) opfattelse, ikke tilstrækkelige egenskaber til at der kan opnås tilladelse.
Vi må på den baggrund opfordre til, at du afhænder hunden og dette senest ved udgangen af oktober måned 2021.
Med venlig hilsen
Xxx
Inspektør
Bum. Så kunne jeg lære det. Med stavefejl, forkert grammatik og forvirrende nutids r de forkerte steder og det hele. Heldigvis har man da sin pernitne sprogekvilibrisme at falde tilbage på, når nu man er blevet ydmyget helt ned under bordet af Skrankepave fra Helvede.
Han kaldte bogstaveligt talt Minister Astrid Krags ord for et 'brevkassesvar', min søns diagnose for en udtagelse (hvad så end, det er...) fra Skejbylægerne og min søns autisme og angst for et "handicap."
Den aften tilbragte jeg, efter ungerne var faldet i søvn, på Messenger sammen med en veninde, hvor vi muligvis/muligvis ikke faldt for skade at tegne overskæg og andet godt på hans billede fra boligforeningens hjemmeside. Jeg fik afløb for ydmygelse og vrede og endte med at græde af grin fremfor afmagt. Tusind tak for hjælpen til min kære veninde.
Således opløftet vågnede jeg næste morgen og påbegyndte nu et par dages resignation. Var det virkeligt det hele værd? Skulle vi bare finde et andet sted at bo og slippe for det her bøvl? Jeg vidste, at jeg havde ret og at jeg kun kan ende med at vinde en evt. boligretssag, men hvor lang tid vil det tage og vil jeg have råd til at trække mere energi i den retning og dermed væk fra mine børn? Svaret var nej.
Jeg begyndte at kigge lidt på andre huse, som jeg måske kunne leje på steder, hvor almindelige husdyr var tilladt, så vi slet ikke skulle bøvle mere med det her, for det er jo ikke kun inspektøren, men også alle de fjernere naboer, som vi ikke kender, der går rundt og stirrer på os og i visse tilfælde stopper os og udbeder sig forklaring på vores hund, som ingen af os har det særligt rart med. Vi føler os overvågede og plagede af, at vi aldrig ved, hvornår nogle vil antaste os igen og forlange forklaringer.
Jeg begyndte at spekulere over, om jeg måske kendte nogle, der ville kunne tage sig af vores hund eller dele ham med os, så vi kunne sende ham derhen, indtil vi fandt et andet sted at bo, så vi ikke skulle sælge ham, for det kunne jeg ikke gøre imod min søn. Sgu ikke, når han er kommet så langt og har fået det så meget bedre pga. hunden.
Og så kom kampgejsten og fanden i voldsk heden heldigvis tilbage med eftertryk. Fandeme sgu nej, om jeg ville pakke sammen og stikke af, bare fordi folk ikke vidste bedre, i stedet for at møde deres blikke med den retskafnes ophøjede sindsro.
Så jeg meldte mig ind i foreningen Danske Lejere og fortalte hele historien til en jurist.
Hun vidste heldigvis, hvilke dokumenter jeg skulle fremskaffe til den effektive inspektør, der ikke vidste det selv. Hun ville have, at vores hundetræner udarbejdede en mere professionelt udseende udtalelse med cvr. nummer og firmalogo og så skulle vi bruge en udtalelse fra en psykolog fra skolen, som jeg tidligere havde foreslået manden med magten. Slutteligt syntes hun, at jeg skulle gå i gang med den ansøgning om en servicehund igennem kommunen, som jeg havde købt vores egen for at undgå at bruge tid på. Ikke for at få en anden hund, men så inspektøren med egne øjne kunne se, at kommunen, som han åbenbart betragter som øverste lovgivende instans, siger, at min søn er berettiget til en.
Så der sad jeg så - et år fra beslutningen om at tage sagen i egen hånd og slippe for både åndløst bureaukrati og urimelig ventetid og måtte nu i gang med det alligevel, fordi man da ikke bare sådan skal tro, at man bare kan vælge at tage loven i egen hånd.
Reglerne er så forvirrende - også for forvalterne af dem -, at det forventes, at alle kravler igennem den samme smalle muselabyrint for at få det samme stempel i panden til sidst, så alle kan se og acceptere, at man har ret til at gøre, som man gør.
Man må ikke selv kunne læse en bog om jura og lovgivning og udtale sig på baggrund deraf. Det er først, når man har læst jura på universitetet og bestået sine eksaminer, at man kan accepteres som havende læst og forstået loven og indtil da må man ikke udtale sig om den. Ikke, hvis man forventer at blive hørt, i hvert fald. Man skal som lægmand ikke tro, at man selv må læse noget, forstå det og handle på baggrund deraf. De rette myndigheder skal først blåstemple ens gerning, for ellers bliver der ballade. På grund af manglende tillid. Manglende tillid til, at de fleste mennesker faktisk forsøger at overholde loven og gå korrekt til værks.
Jeg siger det igen: Lad være med at få brug for hjælp, hvis du på nogen måde kan undgå det. Det er ikke for sarte sjæle at orme sig igennem velfærdssystemet.
Nå, men jeg måtte jo i gang. Tænkte lidt over, hvor jeg skulle starte og endte med at starte, hvor jeg sluttede sidst: Ved handicapcentret. Jeg ringede op, fremførte mit ærinde og spurgte, om min søn mon havde en sagsbehandler, jeg kunne komme til at tale med. Det flinke menneske, der svarede, spurgte først, om min søn havde en sag hos dem. Øøh, det vidste jeg ikke? Jeg fortalte, at vi efter hans udredning, havde haft kort kontakt med dem i 2019, men om han ‘havde en sag,’ var jeg ikke klar over. Hun bad om hans cpr. nummer og tjekkede. “Ja den sag blev lukket i 2019.” Jeg øhede lidt mere og spurgte så, om hun så evt. kunne hjælpe mig med at finde ud af, hvad jeg så skulle gøre, for min søn var stadig autistisk og nu havde han brug for hjælp, grinte jeg.
Hun spurgte, hvad det drejede sig om. Jeg fortalte dem kort, at boligforeningen gerne ville have kommunens ord for, at min søn var handicappet og havde brug for den servicehund, vi selv havde anskaffet, da jeg fik at vide, at ventetiden på en kommunalt anvist canis servitium var for lang. Hun var ganske forståeligt forvirret over mit ærinde og stillede et par uddybende spørgsmål.
Da hun helt klart forstod, at jeg ikke var ude på at bede dem betale for vores dyr, blev hun dog ganske velvilligt indstillet og bag mig vente et øjeblik, imens hun rådførte sig med sine kolleger, for hun mente ikke, at det var handicapafdelingen, der havde med servicehunde at gøre og hun vidste heller ikke, hvem der havde.
Der gik en stund med pausemusik og periodisk bippen. Så vendte hun tilbage og fortalte mig, at ingen af dem var helt klar over, hvor man startede, men de mente, at det ville være smart, hvis jeg spurgte på BUA (Børnepsykiatrisk klinik for skolebørn i Århus), hvor min søn var blevet udredt. For på handicapcentret sad de jo ikke med nogen kompetencer til at vurdere, hvem der havde behov for hvad og hvorfor, men kun med bemyndigelse til at tildele hjælpemidlerne, når læger havde aflagt beskrivelse af, hvad barnet havde af behov.
Godt. Efter en rundsending på Skejby hospitals forskellige psykiatriske afdelinger, kom jeg frem til en flink sekretær, der ikke forstod, hvorfor handicapcentret syntes, at jeg skulle ringe til dem. De kunne selvfølgelig sende mig min søns epikrise (Oplysningerne om hans diagnose og udredningsforløbet), men ellers kunne de ikke hjælpe, for de havde jo ikke set ham siden udredningen. Jeg sludrede lidt med det flinke menneske, som gav mig ret i, at det var underligt, at ingen vidste, hvordan man gjorde og vi blev sammen enige om, at jeg måske skulle spørge vores praktiserende læge til råds.
Denne havde imidlertid engang svaret på mit spørgsmål om, hvordan det kunne være, at min lille pige ikke kunne få en tid hos en børnepsykolog under en kriseparagraf i anledningen ‘forældres skilsmisse’ før hun blev udredt og hun var begyndt at udvikle selektiv mutisme med et: “Slå det op på Google,” så hende var jeg ikke super entusiastisk ved at spørge til råds om noget. Selvsamme havde også tidligere bedyret, at der ikke var nogen grund til at få min datter udredt med den begrundelse, at alt for mange børn fik diagnoser nu om stunder.
Og nej, lægen var ikke boomer, men en midaldrende og ellers fornuftigt udseende samtidig.
Nå, men hvor malplaceret det end havde været dengang, virkede hendes råd om Google i denne situation ganske udmærket, så jeg tastede følgende spørgsmål på Google: ‘Hvordan ansøger jeg om en servicehund?’ Og vupti, straks dukkede denne informative tekst op: “ For at få bevilget en servicehund, skal du først og fremmest kontakte din sagsbehandler i kommunen. De har vejledningspligt og skal informere og hjælpe dig til, hvordan du kan ansøge om servicehund.” Det viste sig at være en tekst hentet fra Servicehundeforeningens hjemmeside, som således var mere både informerede og informative om hjælpemidler, end kommunen selv.
Så tastede jeg de frygtede cifre 89402000 og kom ved ‘tast 5’ valgmuligheden til det, jeg ville: Stille et spørgsmål om noget andet end de første 4 muligheder.
En let træt stemme svarede i den anden ende og jeg præsenterede mig og spurgte, om hun kunne hjælpe mig med at finde en sagsbehandler til min søn. Det var åbenbart heller ikke bare sådan lige og det endte med, at vi havde en længere snak om, at det var mærkeligt, at de havde lukket min søns sag på handicapcentret og at de vel så bare måtte åbne den igen og at det måtte være dem, jeg skulle have fat i. Det var den længste, mest personlige og hyggelige snak, jeg nogensinde har haft med en omstillingsdame. I tilfælde af at hun tog fejl med handicapcentret gav hun mig også et nummer på nogle, der hed ‘Sundhed og Omsorg,’ som måske også kunne være afdelingen, der gemte på den sagnomspundne sagsbehandler til min søn.
Så jeg startede med at ringe dem op. På min telefon så jeg nu, at jeg havde ringet til nummeret før og det gik op for mig, at det var dem, der havde sørget for hjælpemidler til min mor, da hun efter en operation havde skullet have kørestol og krykker og hjemmehjælp og det var også dem, der havde skaffet os den plejebolig, hun efterfølgende var flyttet ind i. Jeg følte mig øjeblikkeligt optimistisk stemt og tænkte, at det kunne være, det var dem, der kunne hjælpe - indtil jeg hørte: Du er nu nummer... 18... i køen. Jeg lagde på.
Og ringede op til handicapcentret igen. Jeg måtte igennem den let komplicerede indgangsvinkel igen: Min 11-årige søn er autist og vi har selv købt en servicehund og betalt for hans træning, men vi har problemer med boligforeningen, som ikke forstår, at vi har lov til det og gerne vil have, at I, som det kommunale handicapcenter fortæller dem, at min søn har behov for, drager nytte af og har lov til at have sin servicehund boende på adressen. Den første jeg fortalte det til, blev forståeligt nok nærmest ulykkelig ved udsigten til så tåbelig en opgave og sendte mig videre til en anden.
Og denne anden viste sig at være ingen ringere, end den ellers rigtigt flinke sagsbehandler, vi havde haft og som afviste min ansøgning om 4 timers ugentlig hjælp til ridning for min datter. Det hyggede jeg mig lidt med og tænkte, at dette så måtte være hans mulighed for at rette op på den dårlige karma, han måtte have pådraget sig sidst og fortalte ham om sagen.
Han var forvirret. Så han bad mig hænge på for lige at sætte sig lidt bedre ind i sagen ved at tale med sin kollega, som jeg havde talt med 3-4 telefonopkald tidligere og så var han tilbage og fuld af venlig iver. Når nu det ikke drejede sig om, at vi ville have en ny servicehund, men bare ville have blåstemplet den gamle, så ville han meget gerne hjælpe.
Han ville tage kontakt til BUA og skaffe de beskrivelser af min søn, han skulle bruge og så ville han vende tilbage til mig hurtigst muligt. Han syntes, at det da også var noget underligt noget, at den boligforening ikke ville lytte til mig, men kun kunne bruge handicapcentrets ord for min søns handicap og behov og han udtalte de herlige ord: “Så må vi lige se, om vi ikke lige kan aflaste dig lidt der, så det hele bliver lidt nemmere, for det er da en unødvendig kamp at befinde sig i.” Det var som en kold klud på panden og en varm kop kakao og et slumretæppe på en kold vinterdag i en pakke. Forståelse, medfølelse og hjælpsomhed gør så vældigt, dejligt godt.
Og nu skal jeg skynde mig på tur med servicedyr og børn, så fortællingen fortsættes snarest med: Del 4.)
(Fortsættes...)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar