Del 4
Den vidunderlige jurist forfattede i sidste uge nedenstående herlige brev til den gode inspektør og selvom jeg var rigidt optaget af, at hun burde have påpeget, at han ikke havde svaret på mine spørgsmål om, hvorfor mine dokumenter ikke var gode nok fra starten og dermed ikke havde rådgivet mig tilstrækkeligt i, hvordan jeg kunne tækkes ham og opnå tilladelse til at få lov at være i fred, var jeg i det bedste humør længe hele weekenden.
Det mindede mig om det klassiske tegnefilmsmoment, hvor en farlig ulv jagter en lille bjørneunge og så pludselig står ansigt til ansigt med dens enorme mor. Det kan jeg lide. Eller der, hvor en skurkagtig ræv truer og driller en meget lille kylling, der så pludselig rejser sig op og er 500 gange større end forventet. Hævnen er sød. Eller måske ikke så meget som genoprejsning, men alligevel...
Juristen skrev:
"Vedrørende: xxx lejemål – Omkring servicehund
Vi henvender os på vegne af Birgitte Arnkjær, der er lejer af ovenstående lejemål. Vi har gennemlæst den korrespondance, der har været mellem Boligforeningen og lejer omkring lejers servicehund.
Birgitte er blevet pålagt at skaffe sig af med servicehunden inden udgangen af oktober, da hendes lejemål ellers vil blive bragt til ophør.
I løbet af de sidste 14 dage, har der været rettet henvendelse til både de lægefaglige personer, som er inde over behandlingen af Birgittes søn, ligesom der har været rettet henvendelse til kommunen omkring godkendelsen til at få tilkendt en servicehund. Det har desværre vist sig, at der er ventetid, når der kræves et skriftlig svar.
Der er, som vi ser det beskrevet, ingen tvivl om, at Birgittes søn har brug for en servicehund – og han kan godkendes også til en sådan. Det er meget tydeligt, at servicehunden har haft en rigtig positiv virkning på Birgittes søn. Hundens opgave er at være ved sin ejers side og reagere når den fornemmer, at ejeren fx begynder at få det skidt (hurtig vejrtrækning, ændret adfærd m.v.).
En servicehund skal ikke være trænet til fx at kunne hente ting til sin ejer. En servicehund kan også være et nødvendigt hjælpemiddel til en person med psykiske lidelser. Ofte vil servicehunden være nødvendig for at en person fx kan handle, kan benytte offentlig transport eller generelt for at personen kan gå udenfor. Her er der tale om en skoledreng, som i flere år ikke har kunne deltage i skoleundervisningen grundet sin psykiske lidelse. Servicehunden har givet så meget støtte, at der på nuværende tidspunkt kan gennemføres en ugentlige hjemmeundervisningsdag med en lærer, som møder op i hjemmet.
Servicelovens § 112, stk. 1 lyder således:
Kommunalbestyrelsen skal yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet
1. i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne,
2. i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller
3. er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.
Vi kan desværre ikke fremsende den nødvendige dokumentation, før den modtages på skrift fra de relevante myndigheder.
På baggrund af ovenstående skal vi anmode om, at der gives en frist til d. 19. november 2021 for fremsendelse af den nødvendige dokumentation.
Eventuelle bemærkninger må gerne rettes hertil, da hele situationen allerede fylder rigtig meget for Birgitte.
Med venlig hilsen
(Fabelagtig Jurist Extraordinaire fra Danske Lejere.) "
Inspektøren svarede et par dage senere med tre sætninger, der alle startede med “Boligorganisationen.” Det korte af det korte blev, at han gav os henstand til d. 19. november.
Alt imens, ventede jeg stadig på, at den gode mand fra handicapcenteret, der så slumretæppeagtigt havde lovet at hjælpe og aflaste mig lidt og hvem jeg derfor havde ønsket en bedre karma, end han måtte have pådraget sig, da han afviste min forrige ansøgning om hjælp med den begrundelse, at jeg var skilt, skulle vende tilbage.
Mandag den 8. ringede han til mig og jeg tog telefonen i spændt forventning. Han spurgte, om jeg ikke kunne sende mig den korrespondance, der havde været imellem boligforening og mig og så sagde han, at han ville skrive noget på baggrund deraf. Han sagde endvidere, at han også kunne tilbyde at ringe og tale med boligforeningen og det var alt sammen vældigt opløftende og herligt.
Jeg skyndte mig til tastaturet og forfattede følgende følgebrev til alle de dokumenter, der blev sendt handicapcentrets vej:
“Jeg sender hermed al kommunikationen imellem boligforening og mig. Derudover vedhæfter jeg brevet, som advokaten ved Danske Lejere har sendt dem.
Derudover får du lige hendes e-mailadresse, for så tænker jeg næsten, at det bedste er, at du taler med hende for at høre, hvordan en "blåstempling til servicehund" fra jer kan se ud, når den kun handler om vores nuværende og ikke en ny hund med al den økonomi, der vil være i det. Altså så I ikke forpligter jer til noget, I ikke kan før lang og grundig sagsbehandling.
Og så skal jeg lige nævne, at vi desværre har lidt travlt, da fristen 19. november nærmer sig.
MANGE tak for hjælpen!!
Venlig hilsen
Birgitte Arnkjær”
Så gik mandagen. Og tirsdagen. Og onsdagen. Og så kom torsdag den 11., hvor jeg fik denne pænt nedslående mail:
“Kære Birgitte.
Tak for det fremsendte, som jeg har gennemgået og drøftet med mit bagland.
Jeg kan her fra Familiecentret desværre ikke hjælpe dig. Det handler alene om, at udgangspunktet for en servicehund hører hjemme efter reglerne om et hjælpemiddel. Reglerne om hjælpemiddel står i Serviceloven § 112. I Aarhus Kommune ligger denne del i Sundhed og Omsorg. Jeg sender derfor din henvendelse videre til denne afdeling, som vil kontakte dig.
Med venlig hilsen”
Det er jo mærkeligt, synes jeg, at ingen af alle de mennesker ansat i diverse modtagelsescentre og rundvisningsorganer ved kommunen, er i stand til at finde ud af, under hvilken afdeling ‘hjælpemidlet servicehund’ hører. Der var simpelthen nødt til at blive holdt et møde om det.
Og det havde da været rart, hvis den flinke mand ved handicapcentret for en gangs skyld, nu bare havde fået lov at hjælpe det handicappede barn og skrive en lille note med nogenlunde denne ordlyd:
“Hej Boligforening.
Siden du gerne vil høre det fra mig, deklamerer jeg hermed, at et autistisk barn med invaliderende angst har ret til at have en servicehund, dersom det hjælper ham mærkbart i dagligdagen.
Venlig hilsen Kommunen.”
Når nu den gode inspektør så gerne vil have det. Men nej. Det måtte den flinke mand ikke for sit bagland.
Så jeg måtte tilbage og trykke nummeret til ‘Sundhed og Omsorg’, hvor den opmærksomme læser vil vide, at jeg ugen før lagde røret på som nummer 18 i køen. Og det valgte jeg at gøre, fordi der var 8 dage til fristen for indlevering af dokumenter og jeg ikke kan prale af den store tillid til kommunalt ansatte, der bedyrer, at andre kommunalt ansatte vil kontakte mig. Så jeg ringede. Og stor var min glæde, da jeg efter at have undladt at trykke 1, som alle de, der gerne ville have en ny hjemmehjælp, fordi "Berits Hjemmehjælp" tilsyneladende var afhoppet, skulle trykke, fik at vide, at jeg befandt mig i køen, som nummer 1.
Ganske hurtigt fik jeg en behagelige stemme i røret og forelagde hende mit ærinde: Hej! (Navn på sagsbehandler ved handicapcenter) har henvist mig til jer, fordi jeg har en autistisk søn, der har brug for en servicehund. Jeg fortalte med et vist besvær hele smøren kort og damen virkede hjælpsom og interesseret. Hun fandt hurtigt ud af, hvem der havde fået papirerne fra handicapcentret og prøvede at komme igennem til dem med det samme, da jeg fortalte hende, at det hastede en smule og jeg ville være ked af at skulle vente helt til mandag.
Ingen tog dog telefonen, så hun lovede mig at lægge en HASTER seddel ovenpå beskeden og håbede, at jeg ville blive ringet op samme dag.
Og det blev jeg sørme! Bare desværre af en formodet bondemand fra Vejle-egnen, hvis formål i den anden ende af min telefon, jeg havde umiddelbart svært ved at forstå. Men han måtte vel være uddannet til et eller andet kommunalt sundt og omsorgsfuldt, for der sad han altså og råbte op. I sin funktion af sagsbehandler hos Sundhed og Omsorg i Aarhus.
Nå. Men jeg præsenterede mig selv og mit ærinde. Fortalte, at vi selv havde købt en servicehund til min 11-årige autistiske søn og at boligforeningen nu gerne ville høre fra kommunal side, for det første, at hans autisme og angst er et blivende handicap og en vedvarende funktionsnedsættelse og for det andet, at et barn i den situation har ret til at have et servicedyr. Jeg fortalte, at jeg før købet havde spurgt hos handicapcentret og fået at vide, at det ville tage 3 år at få en kommunal anvist servicehund.
“Ja. Det er rigtigt,” råbte han. Dét var en regel og en ventetid, han tydeligvis var glad for at kende. Jeg fortsatte med at forklare, at vi ikke kunne vente så længe og derfor havde jeg læst serviceloven og anden relevant jura og havde lært, at jeg havde ret til selv at købe og betale vores egen servicehunds træning. Eneste krav var, at hunden skulle kunne opfylde min søns behov for støtte.
“Har du fået den certificeret?!” råbte manden så. “Nej,” sagde jeg venligt. “Jeg har fået ham trænet af en privat træner, som vi selv har valgt og betalt, for der er heldigvis ikke noget krav om certificering i Danmark,” fortalte jeg tålmodigt en gang til.
“Jo der er!” råbte han så.
“Nej, det er der ikke,” sagde jeg igen.
“Jo der er!!” råbte han en gang til og den ping pong fortsatte et par gange mere, til jeg begyndte at grine og sagde “Nej. Det er der altså ikke. Jeg har her sort på hvidt fra minister Astrid Kragh, at der ikke er krav om certificering af servicehunde i Danmark. Det skal bare kunne bevises, at den er specialtrænet til at opfylde den handicappedes behov.” Han skiftede emne.
“Altså, du kan jo nok forstå, at vi ikke bare kan rende rundt og stikke godkendelser til hjælpemidler, vi ikke selv har leveret, det kan jo ikke lade sig gøre.” sagde han og bevares, det kunne jeg sagtens se god mening i og jeg kunne også tydeligt mærke, at denne mand ikke havde fantasi til at forestille sig, at man kunne hjælpe og være til nytte for handicappede borgere på anden måde, end ved at levere specifikke hjælpemidler fra specifikke lagre. Her var intet ønske om at hjælpe, hvis han først skulle til at tænke kreativt og ingen lyst til overvejelse om måder at forklare boligforeninger, at en autist med angst har ret til en servicehund, så jeg kunne lige så godt kaste håndklædet i ringen og gå tilbage til start. Endnu en gang.
“Nå. Men kan du så fortælle mig, hvordan jeg søger om en NY servicehund helt fra starten?” Det, jeg havde ønsket at undgå af alle de grunde, som jeg har beskrevet herover. Hvor mange steder, har jeg måttet ringe hen og skrive til bare for at komme til det punkt, hvor en eller anden ved, hvor man overhovedet begynder? Nemlig.
“Ja! Der skal du gå ind på borger.dk og ansøge om et hjælpemiddel til din søn. Og det kommer til at tage lang tid! Jeg kan jo overhovedet ikke stå her og love dig, at I kan få en hund, for det kan jeg slet ikke sige noget om, før du sender alle oplysningerne om din søn. Og der, kan jeg heller ikke sige noget, for der er mange, der skal ind over for at vurdere sagen...”
Jeg husker det, som om hans råben fadede ud, nærmere end stoppede på noget tidspunkt. Men jeg må have sagt farvel og lagt på, for lidt efter befandt jeg mig på borger.dk, hvor jeg efter et par forgæves forsøg på at logge ind med NemID endelig kom igennem til et skema, der skulle udfyldes med svar på spørgsmål om min søns handicap og hvorfor jeg mente, at en servicehund ville være lykken for ham. Tjah. Så gjorde jeg det. En gang til.
Derefter tilbragte jeg noget nedslået dag med overvejelser om Ekstra Bladet eller anden journalistisk indblanding, dersom lille inspektør ikke vil godtage nogen anden autoritets vurdering end Kommunens.
I dag er det den 12. november og der er nøjagtigt en uge, til vi skal aflevere de dokumenter, der forhåbentligt kan overbevise inspektøren om vores ret til at holde servicehund. Uret tikker og jeg håber, at der snart kommer en udtalelse fra psykologen, der kan tvinge enhver skrankepave under skranken. Psykologens udtalelse burde være den vigtigste. Uret tikker...
(Fortsættes...)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar