Del 2
Advarsel: Dette indlæg indeholder beskrivelser af så omstændelig kommunikation med organisatorisk funktionær, at der ved gennemlæsning er fare for komplet tab af livsgejst. Anbefales læst med pauser indeholdende høj musik og løsagtig råben.
Det var i starten af august og jeg befandt mig i stunden beskrevet i tidligere blogindlæg, imellem konfirmationsfester. Jeg havde aldrig modtaget sådan en konvolut fra boligforeningen før, så jeg forventede, at det måtte være et brev, hvor de gerne ville vide, hvorfor jeg havde anskaffet mig en hund under husdyr-forbudt dekret.
Det havde jeg ret i. Essensen af brevet var, at man havde ‘modtaget meddelelse’ om, at jeg havde en hund i mit lejemål og at jeg derfor modtog en påmindelse om, at det ifølge husordenen ikke var tilladt. Komplet med fede typer i de ord, hvorpå man særligt ønskede at henlede min opmærksomhed.
Jeg blev lidt ærgerlig over ‘tonen’, hvis man kan tale om en sådan på skrift og følte mig på forhånd uretfærdigt dømt og ikke mødt med venlig tiltro, som det bedst mig passer, men tænkte nuvel; manden kan ikke huske, at det var mig, der forhørte mig om servicehunde-proceduren, så jeg skruer ned for overfølsomheden og tager det med ophøjet ro og tillid.
Jeg skaffede udtalelse fra hundetræneren om Mingus’ særlige træning, fandt de relevante stykker fra serviceloven og sluttede til sidst af med et ministerielt svar fra Socialminister Astrid Krag, der utvetydigt erklærer, at det ikke er hensigtsmæssigt at certificere servicehunde i Danmark. Man skal have lov at få trænet sin servicehund på den måde, man ønsker og det eneste krav til servicehunden er, at det kan bevises, at den er trænet til at opfylde de særlige behov, som dens handicappede ejer har. Jeg vedlagde desuden min søns diagnose fra børnepsykiatrisk klinik, hvor der står, at han har autisme og lider af angst.
Jeg skrev, at jeg naturligvis var klar over, at det ikke var tilladt at holde husdyr i mit lejemål og at vores hund var en servicehund og at oplysningerne, der attesterer den sag, var vedhæftet. Så fortalte jeg, at jeg havde ringet sidste år for at spørge, hvordan jeg skulle bære mig ad ift. at oplyse dem om, at vi ville anskaffe en servicehund og at jeg jo dengang desværre ikke havde kunnet få oplysning derom, så jeg havde ikke kunnet se andre muligheder end at undersøge serviceloven selv og tage den derfra.
Så fortalte jeg om min søns autisme og angst og hvordan sidstnævnte havde forhindret ham i at gå i skole og gjort hans liv svært generelt. Jeg fortalte, at vi havde prøvet alle muligheder og at vi havde rigtig stor succes med hans servicehund, som havde hjulpet ham markant. Jeg beskrev også præcis, hvordan hunden er trænet til at hjælpe.
Til slut erklærede jeg komplet samarbejdsvilje og at han bare skulle sige til, hvilke dokumenter og udtalelser fra fagfolk, han havde brug for og så skulle jeg nok skaffe dem, hvis dem, jeg havde medsendt, ikke var tilstrækkelige.
Der gik et par dage. Så fik jeg et faktisk venligt, men ikke desto mindre kryptisk brev, hvor inspektøren gav udtryk for, at han havde sympati for vores situation og formulerede sine krav på denne måde:
“Såfremt der skal opnås tilladelse til at holde en servicehund i boligen, skal flere kriterier være opfyldt:
* Der skal være tale om en servicehund.
* Beboeren skal have en vedvarende fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse eller være blind/svagtseende.
* Beboeren skal være afhængig af servicedyret.
* Der skal fremvises dokumentation for, at hunden er specialtrænet til at være en servicehund og kan udføre nytteopgaver. Det er kommunen, der blandt andet træffer afgørelse om servicehunde efter servicelovens § 112. Hvis det er muligt, kunne dokumentationen evt. Komme fra kommunen, hvor det skal fremgå af kommunens afgørelse, hvorfor beboeren har fået bevilliget en servicehund. Kommunens tilladelse skal fremsendes til (Boligforeningen).
Til sidst beskrev han, hvad (han mente) kendetegnede en servicehund: Den skal kunne hjælpe med at hente ting til eller støtte sin ejer. Alt andet var at betragte som en almindelig familiehund og sådan en, kunne naturligvis ikke tillades.
Det tænkte jeg lidt over. Glad for venligheden, men noget loren ved hans idé om en servicehunds virke og temmeligt utilfreds med forespørgslen på de dokumenter, jeg allerede havde sendt.
Men jeg muntrede mig over, hvor svært det åbenbart kan være at forstå hinanden, selvom man teknisk set taler nøjagtigt samme sprog og skrev igen – lidt mere omfattende denne gang:
“Med mange tak for modtagelse af brev om vores servicehund.
Jeg er i tvivl om, hvilke dokumenter, jeg skal fremsende udover dem, som jeg vedhæftede sidst og som jeg har vedhæftet denne mail også? Er det, fordi jeg skal sende dem i papirform til boligforeningen?
Dernæst vil jeg uddybe:
* Mingus er uddannet servicehund og hans uddannelse vedligeholdes stadig, som kravet til en servicehund er.
* Min søn har autisme, som er et vedvarende handicap og hans angst, der er forsaget af hans autisme igennem mødet med omverden, er en funktionsnedsættende faktor i en grad, der gør det nødvendigt for ham at have en servicehund, der kan hjælpe ham i hjemmet og ude. Ingen støtteperson eller anden støtteforanstaltning har haft den effekt, som servicehunden har.
* Min søn er afhængig af Mingus for at kunne komme tryg igennem sin dag. Vi er afhængige af, at Mingus hjælper til med at passe min søn, så han bl.a. kan sove alene (sammen med Mingus) om natten.
* Dokumentationen for vores hunds specialtræning til at opfylde min søns behov er vedhæftet i form af udtalelse fra hans træner. Det vil jeg uddybe nedenunder.”
Her fulgte så en mere uddybende beskrivelse af, hvordan loven var skruet sammen omkring servicehundehold og hvordan min søn ifølge servicelovens paragraf 112 var berettiget til en servicehund og at jeg havde ret til at købe, betale og forestå dens træning selv, så længe jeg var i stand til derefter at fremvise en veltrænet servicehund, der opfyldte min søns særlige behov.
Således kunne vi undgå at vente 3 år på kommunens servicehundeprocedure.
Jeg beskrev lovstoffet igen, refererede igen til Social- og Indenrigsminister Astrid Krag angående certificering af servicehunde og jeg beskrev, hvordan vores hundetræner havde trænet ham og refererede også igen til den udtalelse fra ham, som jeg havde vedhæftet min sidste mail og erklærede, at den udtalelse var den lovhjemmel, der sikrede dem, at det er en specialtrænet servicehund, vi har.
Jeg beskrev mere indgående, hvordan min søn er afhængig af hunden, så hans angstniveau kan nedbringes i en grad, så han kan fungere og på sigt forhåbentligt blive så tryg, at han også kan bevæge sig i skole og ud i samfundet igen med sin hund. Og så foreslog jeg, at jeg evt. kunne få psykologer eller lærere, der var tilknyttet min søn på Langagerskolen til at udtale sig om, hvorfor min søn havde brug for en servicehund og hvordan de også dragede nytte af ham for overhovedet at kunne komme i kontakt med min søn.
Jeg afsluttede med at fortælle langt og inderligt om nogenlunde alle de ting, jeg har fortalt om i del 1 af denne føljeton med fokus på, hvordan Mingus var i stand til at hjælpe min søn og undlod at blotte min antipati mod skrankepaver og bureaukrati.
Jeg var heller ikke for fin til at forsøge mig med en appel til fornuft og medmenneskelighed og en lille bøn om at respektere loven og lade os være i fred og skrev i afsluttende afsnit:
"Min søn er født og opvokset i dette hus og det vil være meget stressende og svært for ham at flytte, så derfor vil jeg bruge den tid og de kræfter, jeg er nødt til for at bevise, at vores servicehund opfylder alle de krav, der findes til en servicehund.
Men jeg vil selvfølgelig hellere bruge tiden på at hjælpe min søn til at blive stærk og selvstændig og få det bedre, så derfor håber jeg så inderligt, at mine dokumenter er nok. Men ellers må I endelig sige til og så skaffer jeg dem, I har brug for.
Jeg har fuld forståelse for, at I ikke helt ved, hvad I skal bruge af beviser, når nu der ikke foreligger et krav om en egentlig certificering af servicehundene. Det gør det også mere svært at fremføre bevis for sin servicehunds evner og træning, når man som vi, ikke kan vente 3 år på kommunens sagsbehandling.
Det gør det imidlertid også muligt at tage ansvaret for sagen selv og gå ud og skaffe det hjælpemiddel, man har brug for, uden at skulle vente på bekostning af sit barns helbred.
Så jeg kan kun love jer, at jeg står til komplet rådighed ift. at give jer oplysninger om vores servicehunds beskaffenhed, at jeg i samarbejde med vores hundetræner garanterer, at han er korrekt uddannet til min søns behov og at der ikke går en dag uden skrap træning, så hans specialkunnen vedligeholdes. Han er også forsikret som servicehund og jeg gør alt, der står i min magt for at oplyse naboer og andre interesserede om, at han er en specialtrænet servicehund, som vi kun har på bopælen, fordi han er et uundværligt redskab for min søn til at leve med sin angst.”
Forventningsfuldt og venligt stemt afventede jeg svar. Selvom manden indtil nu havde afsløret, at der var gået en succesfuld kommunal sagsbehandler tabt i ham, hvad angår manglende rådgivning og almen sabotage, så havde jeg alligevel langt højere forventninger til ham. Denne inspektør var i det mindste ikke ansat til at forhindre folk i at få støttekroner og den modstand, jeg indtil videre havde mødt fra ham, handlede tydeligvis mere om behov for at demonstrere sin magt end for at tækkes et budget. Ergo ville man vel i sidste ende kunne gå til hans overordnede, hvis han blev ved med at spille med musklerne.
Men der kom ikke noget svar. Jeg tænkte, at han nok lige ville undersøge sagen til bunds, før han vendte tilbage og gav mig ret og lovede at lade os være i fred og det tog jo nok sin tid.
Jeg regnede med, at han ville skrive, at han var færdig med at undersøge sagerne og ville byde vores hund velkommen og ønske os held og lykke med ham. I værste fald forestillede jeg mig, at han ville sige ja tak til, at jeg skulle skaffe udtalelse fra en psykolog på Langagerskolen og hænge et skilt på vores hoveddør om, at her bor en servicehund eller skrive til flere naboer og det var opgaver, jeg vel nok kunne overkomme. Selvom jeg helst var fri.
Der skulle gå halvanden måned, før næste brev havnede i postkassen. Der lå vi alle sammen med influenza på sofaen og jeg humpede ud for at hente brevet og tænkte, at det vel nok var en herlig trøst midt i vores elendighed, at vi nu endelig ville modtage brevet, der ville betyde, at jeg kunne holde op med at bekymre mig om mere ballade med ham. For selvom jeg vidste, at jeg havde ret og lov til at holde servicehund, så var det alligevel stressende stadig at have vores brevveksling og hans vrangvilje hængende uafsluttet over hovedet. Så jeg lagde mig ned under sofadynen igen og åbnede forventningsfuldt brevet.
Det var sikkert influenzaen, der fik mig til at tage det SÅ tungt. Mindre virus i kroppen havde højst sandsynligt haft en velgørende effekt på min evne til at takle den slags, men som landet lå, ramte hans nye brev mig nogenlunde på samme måde, som låget på en blender fyldt med langtidskogt rødbedesuppe, ville have ramt mig. Jeg blev hysterisk rasende, krøllede brevet sammen, råbte og skreg og gik så op i min seng og lagde mig til at hensygne.
Indskydes skal det lige, at min mor – som man måske har læst om i tidligere indlæg på denne blog, heldigvis har lange ædru perioder og i disse er et dejligt menneske, som vi har et godt forhold til – var på sygebesøg og kunne tage sig af de stakkels ligeledes syge børn, imens jeg demonstrerede min absolutte mangel på selvkontrol. Ligeledes skal det også indskydes, at selvsamme børn er vant til, at jeg kan hyle og skrige som en hel italiensk familie, men altid vender tilbage til normalen med forklaringer og undskyldninger bagefter. Jeg er et følsomt gemyt, der både griner og græder meget højt, men det sidste aldrig ret længe ad gangen. Så det er vi ligesom vant til her...
Nå, men tilbage til brevet. Som jeg denne gang føler mig nødsaget til at gengive i sin næsten fulde form, så kære læser, gør dig selv den tjeneste at hold en god pause, før du giver dig i kast med det. Det kan anbefales at betragte denne video først, for ligesom at komme i form til at rumme ordene, der vil efterlade dig med en sikker viden om, at boligforeningens inspektør vil slås med mig og ikke har fundet det nødvendigt at tage stilling til et eneste af de ord, jeg skrev til ham i sidste brev: Mr Palin on the sport of Fish Slapping. - YouTube
“23. September 2021
Husdyrhold
(Boligforeningen) har modtaget endnu en klage over, at du holder hund i dit lejemål, da man flere gange har hørt hunden gø i dit lejemål.
I afdelingens husorden står der blandt andet følgende:
“Der må ikke holdes hund og kat i afdelingen.
I afdelingen må der heller ikke komme besøg af hunde og katte, og beboerne må således ikke “passe” disse kategorier af dyr for andre.”
For god ordens skyld skal vi gøre opmærksom på, at ved fortsat overskridelse af de demokratisk vedtagne husordensbestemmelser omkring ovennævnte, kan det i gentagelsestilfælde resultere i, at boligforeningen kan opsige dit lejemål.
Modtages der nye berettigede klager / henvendelser over, at du holder hund, og du dermed fortsætter med at tilsidesætte vores påmindelser / advarsler vil vi betragte det som en overtrædelse af afdelingens regler om husdyrhold. På den baggrund kan vi blive nødsaget til at inddrage vores advokat, med henblik på eventuelt at opsige dit lejemål.
Dette vil yderligere betyde omkostninger til advokatens sagsbehandling, der vil blive pålagt dig over huslejen. Advokatomkostninger udgør ca. 3.500,00 kr. Når der skal sendes en tilkendegivelse.
Det beskrevne forhold indebærer klare og tilmed gentagne overtrædelser af lejeforholdet, husordensreglementet samt lov om leje af almene boliger.
Dette skal betragtes som en advarsel.
Boligorganisationen har tidligere i brev dateret 6. august 2021 opfordret dig til at fremsende den fornødne dokumentation på, at hunden i din bolig, er trænet som servicedyr, og dette i ordets bogstaveliges forstand.
Det vil sige, at hunden afhjælper et fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse behov som for blinde.
Tidsfristen for indsendelse af dette er udløbet.
Med venlig hilsen
Xxx
Inspektør”
Der vil jeg lade den stå og gå en tiltrængt tur med servicehund og børn, før jeg vender tilbage med del 3.
(Fortsættes...)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar